Som en del af den store effektiviseringsplan fra Danish Crown siger siger koncernen farvel til den erfarne produktionsdirektør Søren F. Eriksen.
Den ny stor effektiviseringsplan fra Danish Crown, der har fået navnet Horizon, betyder allerede nu er farvel til den mangeårige koncernproduktionsdirektør, Søren F. Eriksen. Og stillingen genbesættes ikke, oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse onsdag.
Direktør-farvellet er et led i flere besparelser i ledelseslaget. Besparelserne og de øvrige initiativer i planen Horizon skal bidrage til, at slagerikoncernen genvinder sin konkurrenceevne. Planen skal i løbet af de næste to år resultere i effektiviseringer for 1,5 milliarder kroner.
- Først og fremmest vil jeg sige tak til en stor profil i Danish Crown. Søren har været med siden år 2000 og er en af dem, der har imponeret med en intern karriere fra projektchef på byggeriet af slagteriet i Horsens over til teknisk direktør og produktionsdirektør, inden han blev CEO for Danish Crown Pork frem til sammenlægningen med Foods for to år siden, hvor han blev produktionsdirektør med koncernansvar, lyder det i et skriftligt citat fra Tim Ørting Jørgensen, der står i spidsen for enheden med navnet BU Danish Crown, der dækker over selve kerneforretningen i Danish Crown.
Produktionen skal tættere på strategiske beslutninger
Danish Crown har besluttet at nedlægge stillingen for at bringe ledelsen af produktionen tættere på de strategiske beslutninger og den kommercielle del af forretningen, og det betyder også en ændring af organiseringen af produktionsområdet, oplyser selskabet.
Mens Per Alan Jensen fortsætter som produktionsdirektør med ansvar for Danish Crowns forædlingsfabrikker, så bliver den tidligere fabrikschef i Sæby, Jesper Sørensen, nu produktionsdirektør med ansvar for griseslagterierne.
Han overtager posten fra Per Laursen, der overgår til en rolle som Special Advisor, hvor han skal sikre gennemførelsen af konkrete projekter.
- Dette generationsskifte ser jeg som et billede på den transformation, vi skal i gang med. Jeg har den største respekt for den måde, produktionen er blevet ledet på tidligere, hvor både råvaregrundlaget og markedssituationen var en anden. Verden ser anderledes ud nu, så vi har brug for nye perspektiver, siger Tim Ørting Jørgensen.
Endnu et farvel
Den sidste væsentlige ændring i ledergruppen er, at Per Fischer Larsen forlader Danish Crown. Den del af salgsapparat, han har haft ansvaret for, bliver lagt sammen med andre funktioner, og derfor nedlægges stillingen.
- Per kom til Danish Crown, da han solgte sin virksomhed DK Foods til os i 2018. Han fortsatte som leder af fabrikken i Thorning og blev siden ansvarlig for først toppings til QSR og senere en større del af vores salgsmaskine. Han har virkelig rykket pepperoni-kategorien med en forbilledlig indsats og sideløbende bidraget med en bred viden og indsigt i branchen, siger Tim Ørting Jørgensen.