Eksperter advarer: Ikke sikkert, det er bedste løsning at lægge CO2-afgift hos supermarkedet

Det kan være, at den kommende CO2-afgift skal ramme forbrugerne, når de handler – og ikke de danske landmænd. 

Det er i hvert fald en mulighed, som den ekspertgruppe, som regeringen har nedsat for at komme med input til en grøn skattereform, er ved at undersøge. Det skriver Jyllands-Posten.

Til efteråret kommer ekspertgruppen, der har professor i økonomi Michael Svarer i spidsen med sit længe ventede bud på, hvordan en CO2-afgift på fødevarer kan indrettes, og i den forbindelse bad regeringen tidligere i år gruppen undersøge muligheden for at placere afgiften i køledisken og altså hos slutbrugeren i stedet for hos landmændene.

Michael Svarer forklarer, at en afgift på slutforbruget skal afspejle klimabelastningen i den enkelte madvare, og altså kunne finde og differentiere klimabelastningen fra f.eks. oksekød fra Sverige og fra Tyskland.

Men den model advarer Lars Gårn Hansen, der er miljøøkonomisk vismand og professor i miljøøkonomi ved Københavns Universitet mod. 

- Landmanden har ingen tilskyndelse til at gøre sin produktion mere klimaeffektiv og dermed betale mindre i afgift, hvis du lægger afgiften på slutproduktet.

Michael Svarer tager i artiklen ikke konkret stilling til, hvilken model ekspertudvalget hælder til, men påpeger, at en model, hvor afgiften lægges hos forbrugeren vil kunne gøre noget ved lækageproblemet – altså hvis afgiften rammer alle fødevarer, og ikke kun de danske, vil det mindske risikoen for, at fødevareproduktionen forlader Danmark og rykker til udlandet. 

Regeringen vil se på afgift på oksekød 

Indtil nu har statsminister Mette Frederiksen afvist at lægge CO2-afgiften på forbrugeren, men nu leger både regeringen og Socialdemokratiet med tanken. 

Regeringen åbner nu i hvert fald muligheden for at indføre en afgift på de mest klimabelastende fødevarer i butikkerne. Det fortæller skatteminister Jeppe Bruus fra Socialdemokratiet til Dr.dk tirsdag morgen. 

Det sker efter offentliggørelsen af en ny rapport fra den grønne tænketank Concito, som viser, at danskernes klimaaftryk i snit er dobbelt så højt som indbyggerne i resten af verden. Alene vores forbrug af oksekød står for 55 procent af klimaaftrykket fra vores mad. 

Rapporten understreger klimagevinsten ved, at flere udskifter oksekød med kylling, gris eller bønner.

- Vi er gang med at kigge på, hvordan man laver en afgift på blandt andet produktionen af oksekød, siger skatteminister Jeppe Bruus og fortsætter: 
- Og så kigger vi selvfølgelig også på, hvordan kunne det se ud, hvis man skal bruge forbrugsafgifter, siger han.

/kold

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle