Flere europæiske grisenoteringer er på vej ned i pris, mens den danske fortsat holder stand.
Forskellen mellem den danske grisenotering og den spanske notering indsnævres i disse uger i takt med, at den spanske noteringer falder og den danske notering er uændret.
Den spanske notering må for anden uge i træk indkassere en nedjustering - senest fra 19,49 til 19,28 kroner i indeværende uge. Imens er den danske notering igen igen igen på 15,18 kroner i den tyske producentforening ISN's ugentlige prissammenling, fremgår det af en markedsorientering fra Danske Svineproducenter.
I lighed med den danske notering holder de tyske og hollandske grisenoteringer for slagtegrise også stand og forbliver på henholdsvis 17,48 og 16,96 kroner.
Derimod er den franske notering kommet i modvind og mister højde - denne gang fra 18,43 til 17,98 kroner.
Trods forskydningerne for grisenoteringerne for de fem største EU-grisenationer med aktuelle noteringer ændrer det ikke på det faktum, at den danske notering fortsat befinder sig på sidstepladsen.
- Kødmarkedet i EU er stadig i vanskeligt farvand, og markedsinteressenterne venter generelt på nye impulser i efterspørgslen efter grisekød. Inden for Europa er efterspørgslen præget af ferierelaterede udsving, mens vejret sørgede for skuffende afsætning af grillprodukter i mange regioner. Eksporten af grisekød til tredjelande er under det foregående års niveau, melder ISN.
På det tyske marked er der igen ved at være balance i markedet, mens en helligdag i dag, tirsdag, begrænser efterspørgslen fra slagterierne. Endelig er der på det spanske marked et generelt lavt udbud af slagteklare grise, og slagterierne har svært ved at udfylde deres kapacitet.