Råmælksmysteriet – vi kan nok hente lidt ved avl

Der er stor forskel på, hvor meget råmælk køer producerer til kalvene fra bedrift til bedrift, men forskerne bøvler med at finde ud af, hvad der skal til, for at køerne producerer mere og bedre råmælk.

Man kan formentlig få køer til at give mere råmælk ved at avle efter netop den egenskab.

Sådan lød det mest konkrete budskab, da chefkonsulent Niels Bastian og specialkonsulent Kevin Byskov, begge Seges, holdt indlæg om råmælk på Kvægkongressen mandag eftermiddag.

Den nyfødte kalv er helt afhængig af immunisering gennem optagelse af råmælk. Derfor kan panikken brede sig, når besætninger i længere perioder høster meget lidt råmælk, eller hvis råmælken har en vedvarende dårlig kvalitet (lav brixværdi).

- Vi forventer, at en kos råmælksydelse er en egenskab med en moderat arvbarhed, og hvis vi har et datagrundlag, regner vi med at kunne selektere for mere og bedre råmælk, lød det fra Niels Bastian.

Mangler viden

Han lagde dog ikke skjul på, at der mangler virkelig meget viden, netop når det gælder råmælk.

Dannelse af råmælk er en proces, der sker de sidste tre uger af goldperioden (Close-UP perioden), og der sker mest til sidst i perioden. Seges har undersøgt en række forskellige fodringer i goldperioden, men ingen af dem påvirker råmælksproduktionen i væsentlig grad.

- Ikke engang de foderbehandlinger, der giver et kraftigt negativt udslag i kalvens fødselsvægt og i mælkeydelse i efterfølgende laktation, pointerede han.

Sammenhæng mangler

Noget må man dog kunne gøre, for der er betydelig variation mellem besætninger, som man dog ikke har gode forklaringer på.

- I tidligere undersøgelser fandt vi, at en kontrolleret fodring med halmfortyndede rationer, majsensilage, rapskage og halm var bedre end græs- og sukkerholdige rationer, men det er kun en del af forklaringen, understregede Niels Bastian.

Han mener også, der generelt er for dårligt styr på sammenhængen mellem den ko, der leverer råmælk til banken, og effekten på den kalv, der modtager råmælken. For at gøre datagrundlaget for immunisering af kalve bedre ønsker Seges derfor at sikre bedre data omkring koen, råmælken, råmælkens egenskaber og spædekalvenes råmælkstildeling, både til gavn for managementindsatsen på den korte bane og selektion for egenskaben på den længere bane. Derfor foreslår han at udvikle de IT-værktøjer, mælkeproducenter i forvejen har til at opsamle data, som bruges i et analyseprogram for råmælk, som Seges vil udvikle og teste i kommende projekt.

Emneord Kvægkongres 2023

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.