Chefdyrlæge dødtræt af Fødevarestyrelsens kontrolsystem

- Selvfølgelig skal vi have kontrol, og selvfølgelig skal tingene være i orden. Men i dag handler alt for meget kontrol om de rene formalia, om at alle de mange skemaer er udfyldt rigtigt, og alle registreringer og regler er overholdt. Det gavner hverken fødevaresikkerhed eller dyrevelfærd. Jeg bruger mere og mere tid på udfyldelse af handlingsplaner og forskellig dokumentation i rapporter, og mindre tid ude på staldgangen, hvor jeg kunne gøre mere gavn. Det er som om ethvert problem, der dukker op, omgående skal løses med mere kontrol.

Chefdyrlæge for Kvæg på LVK – Landbrugets Veterinære Konsulenttjeneste – er meget skarp i mælet, når han omtaler den offentlige kontrolindsats. I mere end 35 år har han været en engageret stemme i kvægbruget. Han har været med til at sætte retningen da han var afdelingsleder for Sundhed og dyrevelfærd i SEGES Kvæg, og har de sidste 13 år været chefdyrlæge i et af Danmarks største dyrlæge-huse. Han ved derfor mere end de fleste, hvordan regler og kontrol virker, både for dyrevelfærd og for landmændene. 

- Da jeg startede som dyrlæge i 1985, havde vi en enkelt kredsdyrlæge i Århus Amt, der besøgte os. Vi havde en god dialog, og vi havde respekt for ham. Nu er der ansat så mange i Fødevarestyrelsens kontrolapparat, at det er umuligt at overskue. Vi mødes ind imellem med en utrolig nidkærhed og mistro. Tillid, som man ellers taler så meget om i Danmark, er der ikke meget af i Fødevarestyrelsen.

Jeg bruger mere og mere tid på udfyldelse af handlingsplaner og forskellig dokumentation i rapporter, og mindre tid ude på staldgangen, hvor jeg kunne gøre mere gavn"

Eksempel 1: Svært at få lov at nødslagte

Kenneth Krogh kan opremse en stribe eksempler på regler, der koster besvær uden at gavne det fjerneste på dyrevelfærd og fødevaresikkerhed, herunder reglerne om nødslagtning.

- Vi har altid måttet nødslagte ude på bedrifterne, hvis et dyr var slagte-egnet, men ikke egnet til transport, men for et par år siden blev reglerne ændret, så det kun er tilladt, hvis der er tale om en akut opstået skade, fortæller han. 

- Det er dermed ikke længere tilladt at nødslagte et dyr, der måske har lidt af halthed nogle dage, været i sygeboks, men ikke er kommet sig tilstrækkeligt så den er fornuftigt gående. Dermed er den ikke transportegnet, men må heller ikke nødslagtes, da skaden ikke er akut. Vi bliver nødt til at finde andre løsninger, og i værste fald må dyret aflives og sendes til DAKA. Det er spild af mad, dyrt for landmanden og gør ingen gavn for dyrevelfærden. Det virker som en overimplementering af EU-reglerne her i Danmark.

Som en tilføjelse nævner han, at det formelt er Fødevarestyrelsen, der skal skrive nødslagtningsattesten og overvåge en sådan nødslagtning. Landmandens dyrlæge kan dog få lov, hvis han formelt bliver ansat som vagtembedsdyrlæge, men administrativt skal det gennem styrelsen. Igen bureaukrati og bøvl, han har svært at se logikken i.

Eksempel 2: Kontrol, kontrol og kontrol igen

Et andet eksempel handler om dobbelt-kontrol. Hvis en kontrollant finder regelbrud i en besætning eller i dyrlægens arbejde, bliver der efterfølgende ikke kontrolleret en gang, men der skal være 2 opfølgende kontrolbesøg. Hver gang skal der betales et gebyr på 950 kr. pr. påbegyndt kvarter. Især det sidste, ekstra besøg virker voldsomt provokerende på mange landmænd og dyrlæger.

- For en måneds tid siden var der kontrol på en mindre, fin besætning med 100 køer.

- Kontrollanten fandt tre fejl – der manglede nogle narresutter, medicineringen var ikke registreret rigtigt og landmanden manglede udstyr til at løfte benet på koen. Vi rettede tingene meget grundigt, og alt var da også i orden, da der kort efter var uanmeldt kontrol. Men da den søde kontrollant så bagefter kunne fortælle, at hun skulle komme tilbage til en ekstra kontrol, ja, så var landmanden altså ved at miste fatningen. Det virker utrolig provokerende at skulle betale endnu et besøg, når tingene nu rent faktisk er i orden. For mig at se har man her lavet et system hvor man kan få finansieret mere kontrol og det giver meget utilfredshed.

Landmænd må behandle mod mælkefeber, men da det normale middel udgik, var det umuligt at få dispensation til at bruge et andet.

Eksempel 3: Dispensation? Nix!

Det tredje eksempel handler om meget strikse regler for dispensation. 

Landmænd har i nogle år haft lov at førstegangs-behandle mod mælkefeber, der som bekendt er en akut lidelse, der kræver hurtig indsats. De må behandle intravenøst med et middel, der indeholder calcium, men af ukendte grunde ikke, hvis midlet også indeholder magnesium. I praksis har der kun været ét middel til rådighed – og det var for et par måneder siden i restordre fra medicinalfirmaet.

- Vi fik medicinalfirmaet til at kontakte Fødevarestyrelsen for at få en dispensation, så landmanden kunne bruge det andet middel, indtil det oprindelige atter var tilgængeligt. ’Vi må lige høre juristerne først’, var svaret. Og det endte med en lodret afvisning. Igen var de juridiske regler vigtigere end praksis og dyrevelfærd. Der er ingen fornemmelse for problematikken ude i besætningen - det vigtigste er regeloverholdelse.

LVK måtte derfor hele Danmark rundt for at finde apoteker, der havde et lille lager af midlet, og overvejede sågar at få det importeret, men det krævede også en del tilladelser. Andre gange blev landmanden nødt til at tilkalde dyrlægen.

Regelmaskinen kører

Kenneth Krogh erkender, at det langtfra er første gang, der rejses kritik af alt for rigid og detaljeret kontrol og unødigt bureaukrati.

- Fra alle sider i landbruget slås vi år ud og år ind for at gøre kontrollen mere fleksibel og øge samarbejdet mellem kontrollant og landmand, og gennem tiderne er der da også ind i mellem sket nogle forbedringer, siger han. 

- Men det er som om maskinen med nye regler, nye kontroller, nye gebyrer derefter bare fortsætter. Vi bliver nødt til hele tiden at slås mod det, vi opfatter som klare danske overimplementeringer af EU-regler, og mod et system, hvor dyrevelfærd og fødevaresundhed tilsyneladende bedømmes efter, hvor god man er til at overholde alle mulige detaljerede regler, frem for hvordan dyrene reelt har det.

- Samtidig har vi som landmandens samarbejdspartner pligt til hele tiden at sikre, at han bliver ramt så lidt som muligt. Det betyder mere tid med dokumentation og bureaukrati, mere tid på at sætte sig ind i alle de nye regler, der hele tiden kommer. Selv om vi unægtelig meget hellere ville bruge tiden ude på bedrifterne, hvor vi kunne gøre mere gavn for både landmandens økonomi og dyrevelfærden.