Landmand: Der skal mange små tiltag til for at stoppe yverbetændelse i eftersommeren

Bakterier trives i årstidens fugtige stalde og øger risikoen for yverbetændelse. Derfor er det tid til at se, om man kan forebygge yderligere.

Der er ikke et mirakelmiddel, der kan få bugt med yverbetændelse, som trives i eftersommerens fugtige stalde. 

Hans Jørgen Fischer, mælkeproducent, Christiansfeld, har fået bugt med problemet, men det er gennem mange små tiltag tilsammen.

- Vi har ikke slåsset meget med yverbetændelse siden, vi fik sand i sengebåse. Der skal lidt mere frisk sand til i sengebåsene på den her årstid. Vi strør også ekstra godt med god halm til goldkøer. Dybstrøelsen skiftes lidt hyppigere for at undgå varmeudvikling, og så har vi isolering i taget, så der ikke er direkte strålevarme, og vi har opsat ekstra ventilatorer, siger han.

Mange stalde er ekstra fugtige i den sene sommer, hvor store mængder regn og kun lille forskel på dag- og nattemperatur resulterer i høj luftfugtighed. Det fremmer ifølge kvægrådgiver Kristina Krogh Jensen, LandboNord, yverbetændelse netop nu. Og det bør man gøre noget ved.

- De bakterier, der giver yverbetændelse, trives både på madrasser, i sandsenge og i særdeleshed i dybstrøelsesmåtter, siger hun.

Flere bakterier i spil

Bakterierne er for eksempel colibakterier og Streptokokkus Uberis.

Kristina Krogh Jensen har en række gode råd.

I stalde med sandsenge kan det være nødvendigt at køre nyt sand på oftere, ligesom man bør rive oftere i den bagerste del af båsen for at fjerne gødning.

I stalde med madrasser bør man også skrabe ned oftere, og gangarealer bør holdes rene, så køerne ikke slæber så meget gødning op i sengene. Desuden er det en god ide at trimme haler, så der ikke hænger gødning fast.

Pas på stress

Overordnet set er det vigtigt at minimere stress omkring koen, også varmestress.

- En stresset ko udskiller stresshormonet kortisol, som påvirker immunforsvaret negativt og gør det sværere at bekæmpe en yverbetændelse, siger hun.

Derfor gør man også klogt i at malke i flere hold, så man minimerer tiden på opsamlingspladsen, så de står der højst en time.

Ifølge Kristina Krogh Jensen er dybstrøelsesmåtterne hos nykælvere, goldkøer og køer i aflastning også kritisk varme nu.

- Selvom vi ikke synes, at det har været sommer, er de brandvarme, selv om de syner pæne på toppen, forklarer hun.

Mål temperatur

Derfor er det en god ide at teste varmestress af køer på dybstrøelse. Det kan man gøre ved at måle temperaturen 10 centimeter nede i måtten.

- Mange vil blive overraskede over de høje temperaturer, og det vil sænke barren for mælkeydelsen, hvis goldkøerne har ligget på en varm måtte af dybstrøelse og samtidig øge risikoen for øget celletal.

Sand i bunden af dybstrøelsen kan sænke halmforbruget og sikre, at koen ikke skrider ud. Samtidig motiverer det til hyppigere udmugning.

Fluer stresser

Endelig kan fluer stresse køerne, og de har deres indtog lige nu. Koen er særligt generet, hvis der er mange omkring malkerobotten, hvilket kan resultere i flere ukomplette malkninger.

- Fluerne minimeres ved hyppig udmugning, men en behandling hen over ryggen med et fluemiddel er også meget effektiv, siger Kristina Krogh Jensen.

Vaccination

Der findes også vaccinationsprogrammer, som forebygger yverbetændelse forårsaget af coli og uberis. Vaccination kan være med til at forebygge, men de udelukker ikke, at køer får yverbetændelse.

- Fordelen er, at køerne ikke bliver så hårdt ramt af bakterierne. Ulempen er, at det kræver systematik og ikke er uden omkostninger, siger hun.

Ventilatorer

Hos Svend Hestbæk i Aalestrup har ventilatorer i siden af stalden reduceret stress og yverbetændelse i sensommeren.

- Vi byggede stald for tre år siden med tre store helikoptere i midten, men luften stod død ude i siderne, hvor vi så har sat seks lodrette ventilatorer op der tænder og slutter ved 16-17 grader. Det har givet langt bedre luft i stalden og køerne har ikke ligget og pustet. Vi har kun haft én coli-yverbetændelse i år, men vi har jo også den værste tid til gode, siger han.

Ekstra mugning

Leo van Tuil, mælkeproducent, Gørding har sat ekstra ventilation over goldkøerne på dybstrøelse.

- Det har forbedret klimaet i stalden, som føles helt anderledes. Cyklonen kan ikke dække helt ud i hjørnerne, og vi kan se, at dyrene lægger sig der, hvor den sikrer køligere, friskere luft. Vi muger også ekstra i dybstrøelsen i forhold til for et par år siden, og bruger forsegler på alle goldkøer.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.