Driftsleder: Vi lægger om til økogrise - og er helt blanke med friland

Blog fra grisebedriften: Carsten Sandfær, ny blogger på Gris online, er driftsleder for Skovvang Økologi, som er i færd med at lægge produktionen om til økologi. Både ejer og de tre ansatte er uden erfaringer med friland. Første hold farede 27. april, og staldene ombygges løbende til næste hold, som bliver fravænnet.

Af Carsten Sandfær, driftsleder - fortalt til Stig Bundgaard

Jeg blev ansat som driftsleder på Skovvang Økologi 1. januar i år.

Vi er i færd med at omlægge bedriften til økologisk full-line griseproduktion. Tanken om omlægning opstod hos ejeren i februar sidste år, og her blev marken også omlagt til græs, så faremarken var forberedt.

Indtil sidste år har bedriften været drevet som konventionel griseproduktion gennem 20 år. Farestaldene var slidt ned, og i stedet for at bygge nyt, valgt ejeren at prøve noget nyt ud fra en kalkule, der viser samme bundlinje for konventionel og økologi. 

Jeg har tidligere været ansat på Skovvang i alt ti år ad to omgange, først 2005-2010 og derefter 2011-2016.

De seneste seks år har jeg været ansat hos min far med indkøb af 7 kilos grise til opfedning til slagt. Pr. 1 juni ophører produktionen. Derfor er jeg de første fem måneder kun ansat to dage om ugen på Skovvang Økologi, indtil vi har tømt staldene på min fars bedrift.

Det første hold har faret 27. april. 

VI FÅR OS NOGLE GODE GRIN  

Nu er jeg altså tilbage på Skovvang og skal for første gang prøve at passe frilandsgrise.

Jeg har lige være fire dage i praktik hos Bovbjerg Økologi, men det er også det hele min forudgående erfaring med frilandsproduktion.

Vi er tre ansatte på bedriften plus ejeren, og ingen af os har erfaring med at passe frilandsgrise. Nogle vil måske mene, at det er mange folk til 200 søer, men ejeren er meget opsat på, at vi gør tingene ordentligt. Heldigvis kan jeg ringe til Bovbjerg Økologi, hvis jeg vil have gode råd.

Grise på friland er en helt anden ting, end hvad jeg er vant til. Med frilandsgrise skal man være meget mere tålmodig. Derfor er det også vigtigt, at det er rolige mennesker, som omgås dyrene. 

Grisene går jo i det fri med masser af plads, og man kan ikke flytte dem med en plade uden videre. Nogle opgaver skal man også være to til, fx hvis søerne løber sammen i foldene, eller en so er løbet fire folde op. Det skal man lige vænne sig til, og det er ikke sikkert, man når det, man troede, man kunne på en arbejdsdag. 

Til gengæld får vi os nogle gode grin, fx når en so lægger sig for at hvile på marken og smågrisene springer på hende. Jeg synes også, det er dejligt at se, at søerne får stærke ben af at gå ude, så vi slipper for at give nogle af dem sprøjten.  

Man kan få sig nogle gode grin, når smågrisene hopper på en so, der lægger sig ned.

200 SØER FØRT VIDERE FRA KONVENTIONEL PRODUKTION

Som konventionel produktion havde Skovvang 800 søer med salg af 7, 30 og 100 kilos grise. Søerne er LY krydset med Duroc, og vi har udvalgt de 200 bedste og ført dem videre over i den økologiske produktion.

Vi har lige købt 24 stk. TN70-polte til fordeling på fire ugehold. På sigt er det meningen, at vi vil skifte helt eller delvist til TN70-søer, fordi de har flere patter, kan passe flere grise og får mere robuste pattegrise end DanAvl-søer.

I faremarken har vi 75 folde, hvortil vi har købt Spøttrup-farehytter, vandtrug og fodertrug. Vi kører tre-ugers drift og har 25 faringer pr. hold. Det første faringshold på 25 søer har netop faret her sidst i april. Andet hold skal fare i indeværende uge.

Det er stort set gået godt indtil videre. Vi har haft lidt udfordringer med, at søerne render sammen i foldene. Det er første gang, de bor i farehytte, og de skal også lige lære tråden at kende. Desuden har vi på første faringshold haft en udfordring med at få tre af søerne til at æde - men jeg havde frygtet, at det var flere.

Det første faringshold ligger i snit med 12,1 grise pr. kuld her på tredje uge. Antal levendefødte er i snit 18-19 grise, og idet DanAvl-søerne får mange små grise, har vi valgt at aflive de mindste, fordi vi jo ikke kan lave ammesøer her til en start. Vores mål er at nå op på en egenfravænning på 12-13 grise pr. kuld plus ammesøer.

I faremarken har vi 75 folde.

OMBYGNING AF STALDE

I den konventionelle produktion gik de drægtige søer i transponderstald. Det fastholder vi i den økologiske produktion, så vi er i stand til at styre, hvad de æder.

I drægtighedsstalden skal vi have 125 søer gående, når produktionen er kørt helt ind, og de har adgang til lejeareal og halm samt naturligvis et udendørs spalteareal og markareal, som de skal have. Løbeholdene bliver sat for orner bag et gitter, og kommer efter løbning over i drægtighedsstalden.

Det er sjovt, at nogle af de drægtige søer er stormet ud på marken som det mest naturlige, mens andre, ifølge vores staldpasser, slet ikke har bevæget sig udenfor.

De gamle konventionelle drægtigheds- og klimastalde bygger vi om til fravænnede grise op til 50 kg, så de passer til kravene i økologiske produktion med spalteareal og adgang til udeareal. Det sker sideløbende med, at et hold grise bliver fravænnet i faremarken, og vi har altså efter hver fravænning tre uger til at få staldene klar til et nyt hold smågrise.

De gamle poltestalde og farestalde bliver bygget om til slagtegrisestald, hvor grisene skal gå fra 50 kg og til slagt.

I alt kommer vi med ombygningen til at lave nyt spaltegulv på 2.000 kvadratmeter. Det er et stort arbejde, som vi selv står for med egne folk.

Vi står selv for ombygning af staldene.

VI PASSER PÅ LIKVIDITETEN

Med en nystartet produktion har vi bevidst valgt ikke på forhånd at indkøbe diverse småting, før vi ved hvad vi har brug for, så vi ikke risikerer, at noget står ubrugt hen.

Vi skal jo også passe på med likviditeten, for vi kommer først til at sælge de første slagtegrise i november.

Fx har vi til fodring i faremarken indkøbt en gammel Suzuki med trailer i stedet for traktor og fodervogn. Et andet eksempel er, at vi til farehytterne har fravalgt forgård, som der er delte meninger om. I stedet bruger vi bare bræt i døråbningen for at holde de mindste grise i hytten indtil seksdages-alderen.

Faktaboks

Carsten Sandfær

  • 43 år, uddannet som driftsleder fra Hammerum Landbrugsskole
  • Driftsleder på Skovvang Økologi siden 1. januar 2022
  • Bedriften ligger ved Sørvad,  20 km nordvest for Herning
  • Bedriften er under omlægning til økologi, første faringshold har faret 27. april
  • Full-line produktion
  • 200 søer, LY krydset med Duroc, er overført fra bedriftens nedlagte konventionelle besætning
  • Efter omlægning har første faringshold faret 27. april, har i snit 12,1 grise pr. kuld
  • 200 hektar. Pløjer selv, mens nabo står for såning

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle