Soholder efter PRRS-sanering: Nu kommer grisene - stor stigning i levendefødte

Blog fra grisebedriften: Jesper Jørgensen driver to soejendomme på Bornholm. På den ene ejendom, Brunsgård med salg af smågrise, er der fra sommeren 2022 udført totalsanering og renovering for PRRS - og nu begynder resultaterne for alvor at komme.

Af Jesper Jørgensen - fortalt til Stig Bundgaard

Vi er omsider blevet færdige med at bygge og sætte inventar op i vores nye flotte karantænestald til polte, måske Bornholms dyreste, som er fælles for vores to soejendomme, Krusegård og Brunsgård.

Hidtil har vi haft en karantænestald i tilknytning til hvert af de to soanlæg. 

Den nye karantænestald er placeret 1,5 kilometer vest for Krusegård ved Hasle på den nordlige del af øen. Otte af ti dage har vi vestenvind, og vores egen ejendom er i øvrigt den tætteste grisestald på karantænestalden, så jeg mener det er en fornuftig placering. Afstanden fra karantænestald til Brunsgård er cirka 25 kilometer.

Vi tog den nye stald i brug i uge 22, hvor der blev indsat 196 polte. Fremover vil vi hver 11. uge sætte 220-230 nyindkøbte polte ind i stalden, svarende til en fyldt bil. 

GEVINSTER MED NY KARANTÆNESTALD

Den fælles karantænestald giver flere gevinster.

Det er naturligvis en gevinst for smittebeskyttelsen, at poltene nu ikke længere skal gå op ad andre dyr, som det hidtil har været tilfældet på begge soejendomme. På Brunsgård har den gamle karantænestald endda delt gyllekumme ind under væggen med stalden ved siden af. 

Lige for tiden er jeg især opmærksom på PRRS, som vi nu kan beskytte grisene bedre mod. 

Vi har også fået en lys og lækker stald med god plads, som er god at opholde sig i for mennesker og dyr. Arbejdsmiljøet er rigtig godt, og væsentlig bedre end i de to gamle karantænestalde, lyder vurderingen fra en af de ansatte, der har vaccineret det første hold polte. 

Vi får desuden en økonomisk gevinst på grund af reducerede omkostninger til transport af poltene. Fremover behøver vi kun at få leveret polte 4-5 gange om året mod tidligere 10-11 gange, og derfor bliver transportudgiften pr. dyr lavere. Vi vil have noget ekstra kørsel fra karantænestald til Brunsgård, og når den udgift er taget med i regnestykket, får vi med den fælles karantænestald en årlig besparelse på ca. 80.000 kr. på transportsiden.

Vi har fået en lys og lækker karantænestald med god plads, som er god at opholde sig i for mennesker og dyr.

BRUNSGÅRD: NU KOMMER GRISENE

Efter totalsaneringen for PRRS på Brunsgaard er overstået, er grisene nu endelig begyndt at komme i stort tal. 

For et par måneder siden leverede vi ca. 700 stk. 30 kilos grise om ugen. I dag er vi oppe omkring 1.000 grise og altså tættere på målet på 1.000-1.100 grise pr. uge.

Dette skyldes først og fremmest, at vi efterhånden har fået fyldt alle løbehold godt op. På sigt vil det også hjælpe os, at søerne er begyndt at få 2. lægs faringer. For de 160 stk 2. lægs faringer er der registreret i snit 19,6 levendefødte grise pr. kuld mod 17,5 levendefødte hos gyltene for to måneder siden.

KRUSEGÅRD: HØJERE TILVÆKST HOS SLAGTEGRISENE

På Krusegård er vi begyndt at se øget tilvækst hos slagtegrisene.

Tilvæksten pr. dag har rundet 1.100 gram, og så højt oppe har vi aldrig været tidligere. Det går også den rigtige vej med dødelighed og foderforbrug, der er faldet til henholdsvis 2,3 procent og 2,55 FEsv pr. kg tilvækst.

Fremgangen skyldes flere ting. En af de vigtigste årsager, tror jeg, er, at vi i januar begyndte at vaccinere smågrisene med en kombivaccine mod mycoplasma og PCV2. Nu er slagtegrisestalden efterhånden blevet fyldt med vaccinerede grise, hvilket er slået igennem i tallene.

Den nyindførte vaccination har også medført færre efternølere. Samtidig får de ansatte, hvoriblandt nogle er relativt nyansatte, mere rutine med at passe grisene, og de får mere mod på opgaverne på grund af de forbedrede produktionsresultater.

Det har også haft positiv effekt og givet stabilitet i produktionen, at vi har skruet op fra 1,5 til 2,0 kg pr. ton toxinbinder i babyfoderet samt drægtigheds- og diegivningsblandingen. Søerne malker bedre, og fravænningsgrisene er blevet større. Hvis vi ved en fejl er røget tilbage på 1,5 kg toxinbinder, oplever vi at tallene også falder tilbage på gammelt niveau.

Vi gør, hvad vi kan for at holde kornet rent, men ud over eget korn køber vi korn ind fra 5-6-7-8 forskellige sælgere, så det kan være en svær opgave. Toxinbinder koster penge, men jeg er overbevist om at vi får endnu mere retur.

FODERKORN INDKØBT TIL 160 KR.

Jeg har for nylig valgt at købe ind af byg og hvede fra 2022-høsten, for at være sikker på at vi har korn nok i den nye fodersæson. Det ligger jo fast, at vi ikke selv får en superhøst. Jeg har betalt 160-165 pr. hkg, og for et år siden betalte jeg omkring 300 kr. pr. hkg.

Det er svært at vide, hvad indkøbsprisen for korn lander på, hvis jeg venter til foråret. Især krigen i Ukraine er en stor ubekendt. Det er muligt, at der pt. er meget korn i markedet, men det ligger i hvert fald ikke lige rundt om Danmark, så det kommer til at koste ekstra på transporten. Under alle omstændigheder er det en fordel at få kornet hjem og lagt det på lager nu. 

Jeg er meget spændt på vores egen høst, for vi har haft en meget tør forsommer på Bornholm. Vi begynder høsten med vinterbyg, som jeg faktisk synes ser fornuftig ud. Vinterbyggen har vi stående på den nordlige del af øen, hvor der også er faldet mest nedbør. 70 hkg pr. hektar vil jeg være rigtig godt tilfreds med, men det kan godt være, at det er for optimistisk.

I vinterhveden optræder der tørkepletter, og det er ikke helt godt. Vores joker er vinterraps, som ikke havde en god fremspiring, men er kommet godt efter det med en mild vinter.

Faktaboks

Jesper Jørgensen

  • 39 år, ejer af Krusegård/Brunsgård på Bornholm
  • Uddannet agrarøkonom fra Dalum Landbrugsskole 2011
  • Har drevet Krusegård siden 2014 (eneejer pr. januar 2017) og Brunsgård siden 2021
  • Krusegård: 720 søer med produktion af 30.000 smågrise, integreret produktion. Tapper selv sæd fra orner. Brunsgård: 1.270 søer med salg af 30 kilos grise. Alle søer er fra DanBred.  
  • Hjemmeblandet foder på begge ejendomme
  • 16 ansatte, ligeligt fordelt på de to ejendomme, som også tager sig af marken. Fire ansatte er fra Østeuropa. 
  • 600 hektar med hvede, byg og raps. Førsteprioritet er at producere korn til grisene.

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle