Dansker med central post: Det må være verdens største event for CEO’s

Glem Davos og VL-grupperne. På denne landbrugsevent kommer der mange flere direktører, lyder det fra dansker centralt placeret i Frankfurt.

God mandag morgen.

400.000 deltagere. 2.600 udstillere.

På en dag hvor DMI lover os muligheder for en hel del sol i denne uge tager vi de helt store perspektiver frem. Vi snakker selvfølgelig om verdens største maskinmesse. Og en dansker, der arbejder centralt med den kæmpestore event, har en overraskende pointe omkring messen, som meldes tilbage i storform i november.

Men først skal vi lige tage et par svinkeærinder denne mandag morgen.

Giraffen er nu solgt

Sidste uges store event var budrunden på en kendt traktor fra Rudkøbing. Nemlig den girafmalede Ford 4000, som tilhørte Langelandsfestivalen og endte som en del af en auktion efter konkursen. Budrunden hos Campen Auktioner sluttede søndag aften – og vi mangler stadig frisk info på, hvem som købte den – og var meget sådan en sag kunne indbringe.

Men genlæs gerne sidste uges meget omtalte artikel om auktionen her:

Giraftraktor fra konkursramt festival på auktion

Sidste job før ferien

Jeg vil gerne klappe mig selv lidt på skulderen her til morgen. Det tegner nemlig til en travl dag, hvor vi er mange, som skal tilbage til almindelig kampform. Jeg tænker naturligvis på, at indenfor få minutter skal jeg have tre unger ud af sengen og smurt et matchende antal madpakker – og få bugseret dem og mig selv nogenlunde levende ud af gårdspladsen. Det er første skoledag. Og hvad vil jeg så sige med det? Jo, det meste af madpakken er faktisk designet og gjort klar allerede søndag aften – og det bringer mig frem til, at vi i Europa lever lidt forskudt.

Fredag fik jeg nemlig fat i nogle billeder fra en italiensk fabrikant af bælter til traktorer og landbrugsmaskiner. De havde lige lavet deres sidste projekt, inden fabrikken holder sommerlukket. Og det er et ret fedt projekt af slagsen. En Fendt 1042 har nemlig sluppet sin sædvanlige hjulmontering og fået fire bælter i stedet.    

Se Stor-Fendt med specialbælter

Største CEO-event i verden

Og så til historien bag dagens overskrift. Vi skal ind i 24 haller i Hannover. Det er Agritechnica, jeg taler om her. Eller det er faktisk en anden dansker, som er stemmen i min nye udgave af TraktorTechs podcast Maskinitis.

Malene Conlong kom efter et job hos Volkswagen til tyske DLG for otte Agritechnica’er siden som international pressechef. I år melder hun om udsolgte kvardratmetre på messen, der afholdes til november. Det vil sige, at der over 40 hektar under tag bliver fyldt op med maskiner og traktorer. Af sidstnævnte hele 500 af slagsen. Det tager tre-fire uger bare at få maskinerne ind, fortæller hun. Hun er selv meget fascineret af, hvor mange beslutningstagere, der egentlig er på sådan en masse.  

- Jeg kom ind i landbrugsbranchen fra bilverdenen hos Volkswagen. Jeg synes, at landbruget er enormt spændende. De siger deres meninger helt åbent. Det er enormt spændende. Enhver gård tager sin egen beslutning. Det må være det største mødested for CEO’s i hele verden. I sammenligning med bilindustrien blev jeg overrasket over, at nogle af teknologierne er mere præcise end i bilverdenen, lyder det bl.a. i podcasten, hvor hun fortæller meget mere om den kommende messe – og trækker tråde mellem bilverdenen og landbruget.

Lyt med her eller find den på playere som Spotify, Google eller Apple Podcats.

 

Fra staterne: Førerløst fly klar til at sprøjte på farmene

Vi ser og hører jævnligt om nye førerløse robot-traktorer i vores del af verden. Men der sker også meget lige over os. I USA har myndighederne netop godkendt et lille førerløst fly på 600 kg, der kan sprøjte op til 100 hektar i timen. Sprøjten kaldes også for Pelican Spray og produceres af producenten Pyka. 

Faktisk kaldes det egentlig en drone, men jeg synes nu, det ligner et fly pænt meget. Den flyvende sprøjte er allerede lettet og udfører arbejde i lande som Brasilien og Costa Rica, skriver Pyka på sin hjemmeside.

Naboer får matchende traktorer

Til de mere jordnære operationer så holder konceptet med at køre traktor stadigvæk. To østjyske landmænd er gode til at samarbejde om deres maskinpark. Nu får deres traktorpark også lidt synkronisering, da de har købt matchende traktorer, så brugen af data dermed også glider let, når de sprøjter og pløjer på hinandens marker.

Læs den historie her:

To naboer købte matchende traktorer

Det sker

Sidst på ugen kan vi allerede nu love flere artige nyheder fra Krone. Det kan du også læse mere om i weekendens gode gamle papirudgave af LandbrugsAvisen.

Det var alt, hvad det kunne blive til for denne gang. Madpakkerne venter.

Ha’ en fortrinlig uge. Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

PS: I sidste uge var vi lidt oppe over at køre over de første billeder af en ny Case IH Quad Trac. Nu er der kommet flere og bedre billeder på de sociale medier.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.