Kommunikationen kan af og til være en udfordring i begyndelsen, indtil praktikanten lærer de tekniske begreber og kan forklare sig.
Driftsleder på kvæggården Engholmgaard på Nordfyn, Lars Mortensen, og praktikanten Moharaj Miah har imidlertid fundet deres egne metoder til at løse udfordringerne, hvis sprogbarrieren bliver for stor.
- Praktikanten sender billeder og videoer fra sin telefon af de ting, som han har brug for hjælp til, og så hjælper jeg ham med det. Jeg har også lavet små guide-videoer på min telefon til, hvordan han skal bruge nogle af maskinerne, og sådan finder vi ud af det hen ad vejen, siger Lars Mortensen.
For lige knap tre måneder siden startede 22-årige Moharaj Miah fra Bangladesh i praktik på gården. Han er den første praktikant fra Bangladesh, som Velas har hjulpet med at ansætte.
Det skriver Velas i en pressemeddelelse.
Hos driftsleder Lars Mortensen er der stor tilfredshed med praktikantens arbejde.
- Han var meget genert i starten og ville næsten ikke sige noget, men han er kommet godt efter det. Nu kører det bare, og han er meget hurtig til at lære. Samtidig har han lært sig selv flere af tingene og tager gerne ansvar. Det har været en fornøjelse indtil videre, fortæller han.
Fra venstre ses Moharaj Miah, der er praktikant fra Bangladesh, Thorbjørn Andersen fra Velas og driftsleder på kvæggården Engholmgaard på Nordfyn, Lars Mortensen. Foto: Velas
Flere som Moharaj er på vej
Moharaj Miah er som bekendt en af de første praktikanter fra Bangladesh, Velas har hjulpet til ansættelse i dansk landbrug. Men flere er på trapperne, fortæller Thorbjørn Andersen, rekrutteringskonsulent i Velas.
- Vi har i mange år rekrutteret fra Ukraine, men det er på grund af krigen gået næsten helt i stå, siger Thorbjørn Andersen.
Derfor er søgningen efter praktikanter blevet spredt mere ud, og her er Bangladesh et af stederne, hvor der kigges mod nu sammen med lande som Vietnam, Usbekistan, Tanzania, Uganda og Kenya.
Der har dog tidligere været store problemer med at få de unge, afrikanske landbrugspraktikanters papirer godkendt.
- Moharaj er den første, som vi har hjulpet med praktikplads, men vi har flere fra Bangladesh, som venter på svar på deres ansøgning om arbejdstilladelse, ligesom vi har en hel masse CV’er liggende på dygtige praktikanter fra Bangladesh, som faktisk bare venter på, at danske landmænd er klar til at ansætte dem, fortæller Thorbjørn Andersen.
Ifølge rekrutteringskonsulenten har det ikke stor betydning for landmændene, at praktikanterne kommer fra Bangladesh frem for Ukraine.
- Der kan dog være noget kulturelt, som man skal være opmærksom på – f.eks. ved at forklare, hvordan vi plejer at gøre tingene herhjemme, samtidig med at man tager hensyn, siger han.
- Det er en god mulighed for mig
Tager turen på cykel
For Moharaj Miah var det udsigten til at prøve kræfter med landbrugsfaget i virkeligheden, som er årsagen til, at han tog den lange tur fra Bangladesh til Nordfyn.
- Det er en god mulighed for mig for at få et job, siger Moharaj.
Han er meget glad for, hvordan Lars og de øvrige ansatte på bedriften har taget imod ham.
- De er meget gode mennesker. Jeg lærer rigtig meget, og Lars er god til at lære fra sig. Hvis jeg har et problem eller noget, som jeg ikke kan finde ud af, kan jeg altid få hjælp, fortæller Moharaj Miah.
Moharaj Miah bor hos ejer af Engholmgaard, Kim Skou Rasmussens, forældre små tre kilometer fra gården. Her har Moharaj fået førstesalen, og turen til og fra gården foregår på cykel.
Men snart skal Moharaj til at prøve kræfter med større og noget kraftigere maskiner.
Lars Mortensen har nemlig en plan om at lære ham at køre minilæsser.
- Så vidt jeg ved, har han aldrig kørt andet end cykel, så det skal nok blive interessant. Men han er lærenem, så det kommer han hurtigt efter, fortæller Lars Mortensen.
/kold
Relaterede artikler
Kommentarer