Der bliver både plads til sol og byger i weekenden, som dog flere steder begynder med kraftigt regnvejr.
Der venter en vejrmæssigt ustadig weekend forude.
Det fortæller Mette Zhang, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut.
Weekenden begynder med et varsel om risiko for lokale skybrud.
- Man skal forvente mange skyer, og der vil også være regn og byger mange steder. Lokalt kraftige byger med torden, siger Mette Zhang fredagens vejr.
- Derfor har vi et varsel ude om risiko for kraftig regn og lokale skybrud.
Varslet om risiko for kraftig regn og lokale skybrud omfatter det meste af Jylland, dog ikke Nord- og Nordvestjylland, samt Vest- og Nordfyn og den vestlige og nordlige del af Sjælland.
- Som dagen går, forventer vi færre og færre byger, især i Jylland og på Fyn. Sjælland kan opleve byger hele dagen, men vi venter færre byger længere oppe ad dagen, siger Mette Zhang.
- Der vil være lidt eller nogen sol i hele landet i løbet af dagen.
Fredag ligger temperaturen mellem 16 og 23 grader.
- Helt lokalt kan man komme op på 24 grader, hvis der kommer lidt mere sol, end prognoserne antyder.
Vinden bliver svag til jævn fra en sydøstlig retning. I løbet af fredagen drejer den om i vest.
Lørdag er det lidt uklart, hvad vejret byder på.
- Lørdag bliver det lidt spændende forstået på den måde, at prognoserne er uenige om den præcise vejrudvikling. De er enige om den generelle udvikling, som er, at det bliver ustadigt.
- Men de er uenige om, hvor mange byger der kommer, og hvor de rammer, siger meteorologen.
Opsummeret kan man dog om lørdagens vejr sige, at der kommer lidt eller nogen sol og spredte byger. Især den vestlige del af landet ventes at få solen at se i løbet af dagen. Temperaturerne bliver mellem 16 og 21 grader.
Vinden vil være svag til jævn fra skiftende retninger.
Søndag er der udsigt til nogen sol, men stadig enkelte byger, og temperaturerne kommer til at ligge mellem 16 og 21 grader.
Vinden bliver svag til jævn omkring sydvest.
- Vi er hoppet tilbage til den ustadige vejrtype.
- Det er helt almindeligt sensommervejr af den ustadige slags. Det er ikke usædvanligt, konstaterer Mette Zhang.
Både natten til lørdag og natten til søndag kommer temperaturerne til at ligge mellem 10 og 15-16 grader.
/ritzau/