Vejret denne sommer må efterhånden beskrives som den perfekte storm, der har budt på alverdens pinsler fra tørke til storm. Nu har vejret endelig vist sig fra sin mere venlige side og tilbudt landmænd rundt omkring i landet nogle dage med høstvejr, som vi kender det.
Det betyder lange dage i marken for mange.
Ugens Bedste
Andreas Christensen, der er driftsleder på Nordøstfalster, har det betydet, at han ikke har set meget til familien. Han arbejder på en bedrift med 700 hektar og 1.200 malkekøer, og han har dermed rigeligt at se til under høsten.
- Jeg har ikke været så meget hjemme det sidste stykke tid andet end på regnvejrsdagene, fortæller Andreas Christensen.
De to drenge vinker til deres far, der har travlt med at køre høsten hjem. Foto: Katrine Justesen.
Derfor tog hans hustru Katrine Justesen deres to ældste børn under armen, og tog dem med ud til marken, hvor de kunne se deres far køre høsten ind. De to drenge får også lov til at køre en tur i den store høstmaskine, og det er til stor glæde for børnene.
- Drengene vil gerne køre i traktor og mejetærsker. De er to og fire og syntes, at det er mega fedt, at få lov til at køre med, fortæller Katrine Justesen.
Katrine Justesen fangede billedet af drengene der vinker til deres travle far. Billedet blev denne uges bedste høstbillede.
Fra Gaden til gården
Høsten af raps trak ud til sent på aftenen, men det var ikke noget problem for fotografen, der fangede Claas mejetærskeren, som kørte høsten ind med solnedgangen i baggrunden.
Billedet er taget af Mathilde Søndergaard, som normalt tager billeder af festlighederne på Jomfru Ane Gade, hvor hun er ansat af barkæden Rekom, der ejer 12 barer i den berømte festgade.
Mathilde Søndergaard fangede en mejetærsker i et gyldent lys, mens den har travlt med at høste raps. Foto: Mathilde Søndergaard.
Far havde plaget i et år
Det er lidt noget andet end markbrug og høstbilleder, men hendes far insisterede på, at hvis hun kunne tage billeder af nattens festivitas, så kunne hun også tage billeder af en mejetærsker i fuldt sving.
- Min far sagde, at han havde læst om konkurrencen i avisen, så han foreslog, at jeg skulle prøve, fortæller Mathilde Søndergaard.
- Det siger han hvert år, så nu tænkte jeg, at jeg heller måtte gøre det.
Fredag 28. juli var hun undtagelsesvist ikke at finde til Jomfru Anes Gades palaver, men var i stedet på en rapsmark i nærheden af Nibe, hvor hendes far, onkel og forlovede var i fuld gang med høsten.
Kommentarer