Tyske giganters banebrydende teknik får et maskinmærke mere på skulderen

Bosch og BASF udvikler sammen teknik til præcisionssprøjtning. Nok en stor tysk maskinfremstiller får lov til at bruge teknikken.

Med systemet med det reklamevenlige navn Smart Spraying vil BASF og Bosch udrulle deres version af præcisionssprøjtning, som skal effektivisere sprøjtningen og brugen af kemi i landbruget.

Systemet får nu en aftager mere, da maskinproducenten Fendt får systemet som en mulighed på sine selvkørende Rogator-sprøjter fra 2024, oplyser parterne ifølge en pressemeddelelse fra BASF og Bosch' fælles joint venture selskab Bosch BASF Smart Farming.

Med systemet har man udviklet teknologi, der med avanceret kamerateknologi og algoritmer kan skelne mellem ukrudt og afgrøder i marken for en række afgrøder, så brugen af kemi kan reduceres dramatisk, når hele marken ikke længere behandles.

Systemet kan også sprøjte ukrudt, som kommer frem på marker uden afgrøder.

Den første store lancering er allerede sket i Brasilien, hvor den store sprøjteproducent Stara har lanceret en såkaldt Stara Imperador 4000 eco model med systemet.

BASF og Bosch har også tidligere udstillet deres teknologi sammen med Amazone på Sima i Paris og vist det frem på en Dammann-sprøjte i Tyskland.

Sidstnævnte har også teknologien med i en netop iværksat serieproduktion, som i første omgang sælges i denne sæson til mulige kunder i Tyskland og Ungarn.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.