Tørken har tæret hårdt på markerne på Nordfalster

Man får sjældent meget regn på Nordfalster, og det har været særligt slemt i år, hvor tørken har plaget hele landet, mener landmand Erik Møller.

- Vi bor her på Nordfalster, hvor regnen tit kører udenom. Det gør den bare. I år har det selvfølgelig været mere udbredt, men tit så bliver vi altså lidt snydt. Enten kører det den ene vej uden om, eller også kører det ind over Midtfalster, og så kommer der bare ikke noget til os. 

Sådan fortæller landmand Erik Møller, der til dagligt driver 380 hektar med planteavl ved Nørre Alslev mod den nordlige tip af Falster.

Her dyrker han blandt andet hvede, byg og raps og lige nu ser det samlede udbytte ud til at ende 15 procent under det normale. Erik Møller har, som så mange andre, været særligt ramt af tørken som plagede landet tidligere i år.

- Fra vi såede i april og et godt stykke frem, der fik vi ingenting. Som i ingenting, fortæller han om den manglende nedbør.

Tidlig såning blev afgørende 

Alligevel var han heldig, da han valgte at så mange af sine afgrøder tidligt i april. Det betød, at han fik sået, mens der stadig var lidt vand i jorden, og det skulle vise sig, at blive et lille værn mod tørken. 

- Vi var tidlige med at få sået i foråret, og det var en fordel i år, kan jeg forstå. Der er jo nogen der ikke høster mere end tre ton byg, som så er fulde af grønskud, og det syntes jeg heldigvis ikke, at vi har været meget plaget af, siger Erik Møller om den tidlige såning. 

Regnen har skubbet høsten

Men selv på Nordfalster har man nu fået regn, og det har udskudt høsten.

Erik Møller mangler fortsat 20 hektar med hvede og omtrent 50 hektar med raps, som han ikke har taget hul på endnu, før at høsten er i hus.

Byggen er blevet høstet med et udbytte på omkring seks ton, på nær én mark, der bare har givet 4.600 kilo per hektar. Hveden ligger indtil videre med et udbytte på 8,5 ton per hektar.

- Nu glæder vi os bare til at komme i gang med det raps, så vi kan se hvad det kunne finde på at give. Man hører jo både høje og lave udbytter, men det vil jo vise sig, siger Erik Møller.

Faktaboks

Skyd Høsten 2023 - Sådan gør du 

Send dit mest skæve, underfundige, flotte, hyggelige eller stemningsfyldte billede ind.

Sådan deltager du:

Skyd Høsten Bedst: 

  • Hovedpræmie: Høstfest til 20.000 kr.
  • Ugevindere deltager i konkurrencen om hovedpræmien.
  • Ugevindere trækkes fra uge 28.

Emneord Skyd Høsten 2023

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.