Sobesætning fik færre fravænnede grise med mælkeanlæg

Ikke alle besætninger får gavn af at investere i et mælkeanlæg. En case, DanVet Research har analyseret, viser færre fravænnede grise med mælkeanlæg.

Gennem flere år har ibrugtagen af mælkeanlæg oftest været efterfulgt af udsagn som højere fravænningsvægt og søer, der kan passe flere grise.

Men sådan er virkeligheden ikke for alle besætninger - faktisk kan dårligere resultater med et mælkeanlæg været tilfældet, lyder det fra DanVet Research, der har gennemgået data fra en sobesætning med mælkeanlæg.

1,5 gris lægges ekstra til

Dataene fra besætningen omfatter de samme 20 uger i to på hinanden følgende år. Det ene år var der ikke mælkeanlæg, men det var der året efter.

Der var færre faringer pr. uge i de 20 uger, hvor der var mælkeanlæg, men et højere antal levendefødte grise pr. kuld. Det gav et lidt lavere antal totalfødte i perioden med mælkeanlæg.

Derimod var søernes aldersfordeling den samme i de to perioder med 22 og 23 procent gyltefaringer, men søernes huld var med 15,6 mm ved faring i perioden uden mælkeanlæg og 18,4 mm i perioden med mælkeanlæg meget forskellig.

»I periode to (med mælkeanlæg, red.) lægges der gennemsnitligt 1,5 gris mere til hver so lige efter faring, men der fravænnes kun 0,3 grise mere, selv om søerne ligger 3,2 dage længere med de første grise.

Tilsvarende lægges der 0,7 gris mere til ammesøer, men fravænner kun 0,1 gris mere - også her ligger søerne gennemsnitligt længere tid med grisene«, lyder en af konklusionerne om besætningen, hvor det opgøres, at der uden mælkeanlæg blev fravænnet 90 procent af de fødte grise, mens der med mælkeanlæg kun fravænnes 82 procent.

Mange fede søer

De fede søer kan ifølge DanVet Research forklare, hvorfor søerne ikke kan passe flere grise.

»I denne besætning kan søerne ikke passe 15-16 grise, selv med hjælp fra et mælkeanlæg. Der skal derfor lægges færre grise til og laves flere ammesøer end nu.

Undersøgelsen afslører ikke, hvorfor søerne ikke kan passe flere grise, men et bud kan være, at hele 45 procent af søerne har huldkarakteren ’Fed’ ved faring«, lyder en mulig forklaring.

Mælkeanlæg er et supplement

En anbefaling fra DanVet Research om mælkeanlæg lyder på, at et mælkeanlæg ikke passer grisene og skal betragtes som et supplement.

»Der skal lægges så mange grise til, som søerne kan passe, men I skal holde øje med, at der ikke er for mange grise, der falder fra undervejs, og om nødvendigt revidere jeres strategi, også selv om mælkeanlægget kører, som det skal«.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle