Salget af økologisk kød svigter hos Danish Crown - notering er faldet over tre kroner

Danish Crowns salg af økologisk kød er styrtdykket. Derfor er betalingen for andelsejernes leverancer af grise også faldet med tre kroner per kilo over det sidste halve år.

Forbrugerne har ladet det økologiske kød ligge i køledisken.

En nedgang i salget får omsætningen i Friland, Danish Crowns salgsselskab for økologisk- og frilandskød, til at falde med 13 procent i første halvdel af regnskabsåret
2022/23.

Danish Crown vurderer selv, at det er de stigende omkostninger til blandt andet energi, der har ramt forbrugerne hårdt, og har påvirket deres købelyst og dermed salget af økologiske kød.

Omsætningen i Friland er faldet med 13 procent fra 549 millioner kroner i 2021/22 til nu 478 millioner kroner.

- Det er altid utilfredsstillende at tabe terræn, men markedet taget i betragtning havde vi faktisk frygtet en endnu værre udvikling, siger direktør i Friland, Claus Hein i en pressemeddelelse.

- Vi har gennem en målrettet indsats formået at styre os nogenlunde igennem, så økologien trods udfordringerne står så stærkt som muligt, påpeger han.

Tendensen ses også i det samlede salg af økologisk kød i Danmark i 2022.

Vi nærmer os et punkt, hvor mange af vores producenter kommer til at vælge, om de vil fortsætte deres økologiske produktion.

                                                                                                                            Claus Hein


Tal fra Danmarks Statistik viser, at salget af økologisk okse-, grise- og kyllingekød faldt med henholdsvis 26, 27 og 20 procent sammenlignet med året før.

Gris er presset

Omvendt positivt ser det ud i Danish Crowns andet datterselskab for oksekødet, Danish Crown Beef.

Her har en stor efterspørgsel og omsætningsfremgang betydet, at Danish Crown Beef i gennemsnit har kunne afregnet andelsejerne 19,8 procent højere i de første seks måneder af regnskabet i forhold til samme periode i 2021/22.

Også den samlede omsætning er steget i det halvårsregnskab som Danish Crown har fremlagt torsdag formiddag. 

Mens omsætningen i hele koncernen er steget 15 procent, er både indtjeningen og konkurrencekraft dog under pres hos Danish Crown.

Uholdbar situation

Udviklingen har ikke ændret sig i de første tre måneder af 2023, og det er ikke en holdbar situation i
længden, lyder det fra Danish Crown.

- Hvis vi skal fastholde et bredt udvalg af økologiske produkter fra Friland i de fleste supermarkeder, så har vi brug for, at de danske forbrugere bakker op omkring økologien. Det er helt afgørende, at vi får løftet salget, så det igen bliver økonomisk bæredygtigt at have økologisk dyrehold i Danmark, siger Claus Hein.

- For vi nærmer os et punkt, hvor mange af vores producenter kommer til at vælge, om de vil fortsætte deres økologiske produktion, siger Claus Hein.

Frilands gennemsnitlige afregning til de økologiske leverandører af grise er faldet med tre kroner fra 25,76 kr. til 22,40 kr. per kilo i første halvdel af regnskabsåret 2022/23 i forhold til samme periode i 2021/22.

Det er et fald på 13 procent.

Den samlede gennemsnitlige betaling til leverandørerne af økologisk oksekød er i samme periode steget en smule fra 29,56 kr. per kilo til 30,39 kr. per kilo båret af et lavt udbud af oksekød i Europa.

DC: Landmænd kan ikke leve af at lave frilandsgrise

Endelig er leverandørerne af konventionelle frilandsgrise i første halvår af 2022/23 blevet afregnet 15,12 kroner per kilo mod 12,30 kroner per kilo i de første seks måneder af 2021/22, men trods stigningen er økonomien også udfordret for denne gruppe af producenter.

- Det er ambitionen, at afregningen, som afspejler markedet, skal kunne sikre, at landmanden kan leve af at producere til vores koncepter, men det har nu ikke været tilfældet gennem mere end et år for de andelsejere, der leverer grise, fordi de har haft meget høje omkostninger til særligt foder og energi, siger Claus Hein.

Danish Crown, der ejer Friland, tror fortsat på, at økologien har sin berettigelse hos den danske forbruger, lyder meldingen blandt andet fra Danish Crowns administrerende direktør Jais Valeur. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle