Quick-guide til hurtig indberetning af Arla klimatjek

Vær opmærksom på at du skal have indberettet dine data til Arla klimatjek inden udgangen af denne måned for at sikre dig tillæg fra 1. juli.

Af: Camilla Bisgaard Nomanni, Kvægbrugskonsulent Syddansk Kvæg 

Over halvdelen af de danske Arla leverandører, som forventes at indberette data til Arla klimatjek, mangler endnu at afslutte indberetningen. Årsagen skyldes for mange både manglende tid og prioritering, fordi de mange spørgsmål, som skal besvares, virker uoverskuelige at besvare og finde data på. 


Er du en af dem, så får du her en guide til, hvordan du selv kan indberette de rigtige data nemt: 

  1.     Sørg for at have alle data klar til indtastning, inden du sætter dig ved computeren. Du skal bruge:
  • Internt regnskab 
  • Gødningsregnskab, gerne din kvittering for indberetning
  • Skema A i markplan
  • Indlægssedler på anvendt kraftfoder til alle dyregrupper 
  • Analyser på alt grovfoderResultater for jordbundsprøver (hvis dette haves)
  • Adgang til DMS 

2. Åben Arlagården, og start indberetningen til klimatjek

3. Spørgsmål C1-C4 handler om nogle generelle bedriftsdata og mælkedata. Vigtigt er her, at du taster den rigtige periode, som de data du vil indberette, er fra. For de fleste er referenceperioden regnskabsår 2022,det vil sige fra 1.1.2022 – 31.12.2022.

4. Spørgsmål C5 – C75 omhandler dyredata, og mange af spørgsmålene her vil du opleve er forud indtastet, da data automatisk hentes ned fra DMS. Enkelte spørgsmål er ikke allerede udfyldt, og disse handler oftest om opstaldning af dine dyr, hvor der spørges ind til opstaldningstype og antallet af dyr her. Samt har du dyr på græs, så hvor længe og hvor mange, der har afgræsset. Er der nogle af de forud indtastede data fra DMS, som du ikke er sikker på passer, så kan du tjekke dem i din DMS med en af følgende udskrifter: 

5. Status omsætning - kvæg

6. Spørgsmål C76 - C77 omhandler andelen af tørvejord, dvs. hvor stor en andel der er JB11 jord ud af dit samlede areal. Se skema A. 

7. Spørgsmål C78 – C98 omhandler totalarealer og udbytter på de afgrøder, du har dyrket, med undtagelse af grovfoder. Både antallet af hektar og udbytterne står i dit Produktionsgrundlag, på en af de første sider i dit interne regnskab. Nogle regnskaber har angivet udbytterne per hektar som er det, der skal indberettes., andre har totaludbytterne på de enkelte afgrøder, og her skal mængden divideres med antallet af hektar. 

8. Spørgsmål C98 – C108 omhandler totalarealer på de arealer, der har været anvendt til grovfoder. Der spørges ikke her til udbytter med undtagelse af de vedvarende arealer som evt. kan være i dit sædskifte, eller hvis du har roer. Disse udbytter ses enten i produktionsgrundlaget og eller under specifikationen i det interne regnskab som hedder Markbrug indtægter. 

9. Spørgsmål C109 – C111 omhandler efterafgrøder. 

10. Spørgsmål C112 – C121 omhandler forbruget af det hjemmedyrkede kraftfoder, der har været i referenceperioden. Når du skal beregne forbruget af det enkelte fodermiddel, tager du specifikationen Markbrug indtægter i dit interne regnskab og vælger de kilo som er overført til husdyr. Dette kunne for eksempel være 50.000 kilo hvede. Dernæst tager du specifikationen Beholdninger i det interne regnskab og korrigere for den forskydning som er her. For eksempel kan der ultimo 2021 have ligget 66.000 kilo på lager, og i ultimo 2022 70.000 kilo på lager. Dvs. at beholdningen af hvede er steget med 4.000 kilo. Dermed bliver forbruget, som er fodret op i alt 46.000 kilo. Denne beregning går igen uanset hvilket hjemmedyrket kraftfodermiddel, som anvendes. Sælges en andel eller alt der er dyrket foruden grovfoder, tager programmet automatisk dette ud og du skal ikke gøre noget. 

11. Spørgsmål C122 – C132 omhandler hvordan du registrerer grovfoderudbytter og hvilke kvaliteter der har været af det produceret grovfoder. Afkryds manuelt udbytte hvis dine ensilagestakke måles op. Afkryds Automatisk udbytte hvis alt grovfoder vejes ind inden det lægges på lager. Passer dette ikke på hvad du realiserer, er der yderligere to muligheder mere, og måler eller vejer du på ingen måde så krydser du intet af. Den energienhed som oftest anvendes på grovfoderanalyserne herhjemme, er MJ NEL / kilo tørstof eller VEM / kilo tørstof denne kan du se på dine grovfoderanalyser.

12. Spørgsmål C133 – C 134 er kun til dig der har trykket intet i spørgsmål C123. Der taster du andelen af majsensilage og helsæd til ungdyr og køer, og så beregnes et forventet udbytte per hektar ud fra foderbehovet ved dyrene. 

13. Spørgsmål C 135 – C142 omhandler registrering af den mængde hjemmeavlet grovfoder som er forbrugt til alle dyr på bedriften. Under specifikationen Markbrug indtægter står hvor mange FEN der er overført til husdyr. Denne mængde der er overført af det pågældende grovfodermiddel i FEN, omregnes til kilo TS. Generelt for majshelsæd svare 1 FEN til 1,15 kilo TS, ved kolbemajs svaret én FEN til 0,94 kilo tørstof og ved græsensilage svarer én FEN til 1,20 kilo tørstof ca. På dine grovfoderanalyser kan du se konkret for din ensilage hvor mange kilo tørstof der skal til en FEN. 

Herefter korrigerer du for den beholdningsforskydning som er i dit grovfoderlager, på samme måde som for de hjemmeavlede kraftfodermidler. Dvs. du benytter specifikationen Beholdninger i det interne regnskab. Husk også her at omregne fra FEN til kilo tørstof, på samme måde som den totale mængde der er overført fra markbruget til husdyr.

Et eksempel 

Forbrug græsensilage: 

Dvs. der er fodret i alt 724.128 kilo tørstof græsensilage til køer og ungdyr. 

14. Spørgsmål C 143 – C155 omhandler registrering af evt. solgt grovfoder, samt skal du angive dine primo- og ultimo beholdninger på grovfoder. Husk at omregne det hele til kilo TS. Solgt grovfoder fremgår at specifikationen Markbrug indtægter. 

15. Spørgsmål C 156 – C199 omhandler registrering af indkøbt kraftfoder, mineraler og mælkepulver. Disse oplysninger finder du under specifikationen Foder husdyr, mens du skal bruge dine indlægssedler til at indtaste både protein- og fedtprocenten hvis du bruger færdigblandinger. Husk at korrigere for evt. beholdningsforskydninger som når grovfoderforbruget beregnes. 

16. Spørgsmål C 199 – C203 omhandler registrering af alt indkøbt grovfoder som er fodret op. Mængden finder du under specifikationen Foder Husdyr. 

17. Spørgsmål C 204 – C229 omhandler gødning. Mængden af afsat og modtaget husdyrgødning finder du i gødningsregnskabet under skema 2. Samlet forbrug af kvælstof og fosfor i husdyrgødning og forarbejdet husdyrgødning. Mens den totale mængde forbrugt kilo kvælstof og fosfor i kunstgødning finder du i skema 4. Samlet forbrug af kvælstof og fosfor i kunstgødning. 

18. Spørgsmål C 232 – C245 omhandler registrering af energi, se specifikation Energi og maskinstationsomkostninger. Ved beregning af el-forbruget, så husk at fratrække privatforbruget som er angivet Andel elektricitet eksklusiv afgift med den totale mængde el der er afregnet. Til dieselforbruget skal du lægge det forbrug til som maskinstationen har haft, hvilket som en god tommelfingerregel svare til 3 procent af omkostningerne (hvis ikke der er tillagt ekstra dieselafgift). Samme beregning skal laves hvis der er maskinstations indtægter, så skal dette trækkes fra det samlede forbrug af diesel. Indtægterne ser du under specifikationen Andre landbrugsindtægter. 

Virker det stadig uoverskueligt eller er tiden knap, så kan det være en rigtig god investering at få din tilknyttede rådgiver til at fortage indberetningen for dig, eller sammensætte et tastebilag, hvis der tilbydes dette. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.