Jens-Martin Bramsen er plantenørd.
Han siger det selv, og for resten er det også helt åbenlyst at høre, når han ruller sig ud og fortæller om sine egne forsøg på gården syd for Christiansfeld i Sønderjylland.
"Selvfølgelig laver jeg mine egne forsøg. Men det er først og fremmest fra landsforsøgene, jeg har den viden, jeg bruger i mit jordbrug", understreger han.
"Uden landsforsøgene var vi dårligt stillede".
Jens-Martin Bramsen bor i et område, der traditionelt er hårdt belastet af svampeangreb. Det gør det ekstra vigtigt at være på forkant med, hvilke sorter, der er modstandsdygtige og hvilke sprøjtemidler, der er mest effektive. Det er viden, der i bogstavelig forstand er guld værd.
"Vi dyrker omkring 150 hektar. Det betyder, at vi skal være meget nøjeregnende med vores omkostninger. Også her er det vigtigt at have kendskab til den nyeste viden", siger Jens-Martin Bramsen.
Jens-Martin Bramsen flyttede for få år siden tilbage til fødegården sideløbende med, at han underviser på Københavns Universitet.
"Jeg har drevet den sammen med min far i en årrække mens jeg boede i København. Men til sidst besluttede vi at flytte herned. Og det har vi ikke fortrudt".
Se hele historien om Jens Martin og Landsforsøgene i videoen i toppen.