Det er helt oplagt at integrere vinterkløver som en mellem- eller efterafgrøde, mener pioner inden for området.
Landbruget kan sagtens levere grønne marker året rundt og reducere udvaskningen af kvælstof uden at gå på kompromis med udbytterne.
Det mener landbrugsinvestor Anders Flensburg fra Ribe.
Han ser et stort potentiale i at dyrke kløver hver vinter og korn om sommeren. Kløveren kan slættes i løbet af maj og bruges til kvægfoder, udvinding af protein eller til biogasproduktion. Sommerkornet kan høstes som helsæd eller til modenhed.
- Det er en helt anden måde at anskue efter- og mellemafgrøder på, og det vil gøre det muligt for landbruget at levere på de dagsordener, som vi bydes fra politisk hold, mener Anders Flensburg.
Metode bør udbredes
På sin egen bedrift dyrker han 500-550 hektar efter principperne om to årlige afgrøder. Han vil bruge størsteparten af kløver og korn i sit egetudviklede anlæg til udvinding af blandt andet protein.
Han dyrker kløver og sommerkorn i striber i græsmarker og er netop nu ved at få afklaret med Landbrugsstyrelsen, om arealerne kan kategoriseres som miljøgræsmarker.
- Jeg håber, at de rette organisationer i landbruget vil gribe bolden på dette område, så vi kan få anerkendt og udbredt dyrkningssystemet. Vi kan bevare og udvikle dyrkningen af afgrøder og samtidig sikre grønne marker året rundt. Det reducerer udvaskningen af næringsstoffer, og dermed kan vi også løse et miljøproblem, mener Anders Flensburg.