»Det er vigtigt, at mælkevognen kan holde mælken varm«, siger Inger-Marie Antonsen, der er kvægkonsulent hos Centrovice på Fyn, og tilføjer:
»Og så skal den selvfølgelig kunne holde mælken varm længe nok til at nå hele runden af kalve igennem«.
Man anbefaler, at mælken har en temperatur på 40 til 42 grader C før udfodring. Temperaturen falder dog hurtigt, når den hældes i en skål. Særligt på kolde dage.
Mælkens temperatur er vigtig for, at den kan koagulere i kalvens løbe. Er den for kold, kan mælken ikke koagulere, og dermed udnytter kalven ikke mælkens næringsstoffer effektivt. Er mælken for varm, kan man risikere, at kalven brænder sig og udvikler mindre drikkelyst.
På de fleste mælkevogne er der monteret et termometer. Det skal kunne kalibreres, påpeger Inger-Marie Antonsen.
Ud over, at temperaturen skal være korrekt, skal kalven også tildeles den rigtige mælkemængde for at få det rigtige energiniveau. Derfor bør man tænke lidt på doseringen på sin mælkevogn.
Der findes forskellige muligheder. Vælg en mælkevogn, der passer til din bedrift, og vær opmærksom på hvorledes opblanding af mælkepulver sker i mælkevognen.
Hygiejne: Vogn skal kunne tømmes helt
Smitte ved mælkevogne sker mest fra mælk til kalv. Derfor er hygiejnen vigtig. Mælkevognen skal have mulighed for fuldstændig tømning.
Mælkevognen bør kunne rengøres grundigt for at undgå bakterievækst. Der må ikke være steder, som er svære at rengøre. Undgå at få lavet en bakteriebombe, før mælken overhovedet er udfodret.
Mange lader mælken stå i mælkevognen over tid, til den skal bruges. Derfor bør mælkevognen kunne køle mælken til under fire grader C. Så undgår man bakterievækst.
Derefter skal den kunne varme mælken op til de anbefalede 40 til 42 grader C, når den skal udfodres til kalvene.
Nogle mælkevogne har tilmed en pasteuriserings- og programmeringsfunktion.
Undgå at køre galt
Det kan lyde banalt, men det er altafgørende, at mælkevognen har en god balance.
Derfor anbefaler Inger-Marie Antonsen, at mælkevognen har gode store hjul. Generelt skal en mælkevogn være stabil og robust.
KLIK PÅ BILLEDET HERUNDER FOR AT SE SIDE 1 AF OVERSIGTEN
KLIK PÅ BILLEDET HERUNDER FOR AT SE SIDE 2 AF OVERSIGTEN
Redaktionens deadline for denne artikel: Februar 2019
Bemærk, at ovenstående liste er tænkt som en inspiration. Listen er ikke nødvendigvis komplet med alle mælkevogne, der forhandles i Danmark.
Kontakt redaktionen, hvis du mener der er andre mælkevogne på det danske marked, vi bør medtage i en senere opdatering: post@landbrugsmedierne.dk
Faktaboks
Fem gode råd før du køber
- Undgå bakteriebomber før udfodring af mælken
- Hurtig nedkøling af mælken hæmmer bakterievækst
- Udfodring af mælk på 40 til 42 grader sikrer korrekt koagulering i kalvens løbe
- Mælken skal holdes varm. Også til den sidste kalv i rækken
- Nem at køre med, store hjul og god balance
Relaterede artikler
Kommentarer