Sortjordsnedfælderen skal på samme tid placere gyllen, dække den til så den er indkapslet, og eventuelt jævne eller pakke jordoverfladen.
De to mest udbredte typer, henholdsvis tand-nedfælderen og disc-nedfælderen, løser opgaven på forskellige måder og har hver deres fordele og ulemper.
Tand-nedfælder harver kraftigt
Tand-nedfælderen har typisk to eller tre tandrækker med gylleudløb, og en tandsporsafstand imellem 25 og 40 centimeter.
Tænderne gør den jordsøgende selv i svær og tør jord, og med arbejdsdybder ned til omkring 15 til 20 centimeter kan den placere store mængder gylle dybt og samtidig udføre en kraftig harvning.
Dens udfordringer ligger i håndtering af store materialemængder, da tænderne trods stor afstand og vibrerende bevægelser kan slæbe i afgrøderester. Samtidig mikses jord og gylle af tænderne, så ikke alt gylle efterlades i den ønskede dybde.
Endelig kræver den en efterharve eller pakvalse for at aflevere marken jævn.
Afgrøderester ingen hindring for disc-nedfælder
Disc-nedfælderen er blevet næsten lige så populær som tandnedfælderen.
Hos nogle nedfældes gyllen i harverillen formet af den forreste disc-række, imens discrække nummer to lukker rillen og jævner.
Disc-nedfælderen kan køre igennem store mængder majsstubbe og efterafgrøder. Samtidig efterlades gyllen mere urørt i jorden og overfladen afleveres jævn og gennemarbejdet.
Den kræver samtidig mindre vedligehold i sæsonen, da der ikke skal skiftes spidser. Senere venter dog en større opgave med at skifte discs og eventuelt lejer.
Disc-nedfælderen arbejder mere øverligt, typisk fra cirka tre til 12 centimeter. Det kan begrænse hvor stor mængde gylle den kan nedfælde. Samtidig kræver den en fart på mindst ti kilometer i timen for at arbejde godt.
Striptill-nedfælder giver målrettet placering
De fleste muligheder inden for placering af gylle leverer striptill-nedfælderne.
Med dem kan man få en ekstra dyb placering af gyllen eksempelvis i bunden af en 30 centimeter dyb bearbejdet zone der senere sås eksempelvis majs eller raps oven i.
Rapssåning kan eventuelt ske i samme arbejdsgang.
KLIK PÅ BILLEDET HERUNDER FOR AT SE SIDE 1 AF OVERSIGTEN
KLIK PÅ BILLEDET HERUNDER FOR AT SE SIDE 2 AF OVERSIGTEN
Redaktionens deadline for denne artikel: Februar 2019
Bemærk, at ovenstående liste er tænkt som en inspiration. Listen er ikke nødvendigvis komplet med alle sortjordsnedfældere, der forhandles i Danmark.
Kontakt redaktionen, hvis du mener der er andre sortjordsnedfældere på det danske marked, vi bør medtage i en senere opdatering: post@landbrugsmedierne.dk
Faktaboks
5 gode råd
- Man skal helst kunne gå tørskoet på jorden efter nedfælderen
- Er nedfælderen smurt ind i gylle er det tegn på at gyllen mikses for meget op i jorden
- Discnedfølderen klarer store afgrøderester og afleverer en god jordoverflade til såmaskinen
- Tandnedfælderen er jordsøgende og stiller ikke krav om en høj hastighed
- Striptill-nedfælderen giver mulighed for at målrette gylleplaceringen til rækkeafgrøder
Relaterede artikler
Kommentarer