Med en god boks er det sjovt selv at klovbeskære

Egen klovbeskæring giver blandt andet mere ro i stalden og tættere opfølgning med klovene.

Da Arne Høeg Andersen i 2016 fik tilbudt en brugt KVK-klovbeskæringsboks, slog han til og begyndte selv at klovbeskære sine dyr. I år har han byttet den ud med en større og bedre model, KVK-800.

- Min driftsleder Simon og jeg går en del op i det, og hvis man har en god boks, er det sjovere, og så får man det også gjort, siger han.

Det var ikke fordi, der var noget galt med deres daværende klovbeskærer, men de blev optaget af at gøre mere ved klovene. Med egen boks øgede de samtidig hyppigheden fra tre gange om året til fire gange.

- Når vi kun gjorde det tre gange om året, var der lidt rigeligt at komme efter. Det er bedre at gøre noget, inden problemerne bliver for store. Jeg synes også, det gav mere ro i stalden, at vi gør det selv, siger han.

Skal gøres rigtigt

Inden de gik i gang, tog de et kort kursus på Bygholm Landbrugsskole. Simon går desuden meget op i det og studerer ting ud på YouTube og andre steder på internettet, når han møder særlige udfordringer, så køerne kan få optimal behandling.

- Det er utrolig vigtigt at gøre det rigtigt, især at sørge for den rigtige vinkel på klovene, fortsætter Arne Høeg Andersen.

I praksis tager de et hold à 65-70 køer ad gangen tre uger i træk for at komme igennem flokken. Desuden er der en opfølgning hver 14. dag for de køer, der trænger, og akutte problemer håndteres med det samme.

Hver torsdag klovbeskærer de afgoldningsholdet.

- Vi vil meget gerne være på forkant. Nogle lægger først en forbinding, når såret er på størrelse med en to-krone. Vi lægger den, også hvis såret er på størrelse med en 25-øre, siger han.

Den nye klovbeskæringsboks er en luksusudgave af den gamle med hydraulik til at hæve og sænke boksen samt benene på koen. Det gør arbejdet lidt nemmere. Prisen var 275.000 kroner, hvilket Arne Høeg Andersen erkender måske er i overkanten til 225 årskøer, men medarbejderne er glade, og han fik 90.000 kroner for den gamle.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.