Af Niels Holger Nordendahl – fortalt til Frederik Thalbitzer
Vi er kommet godt hen over foråret, der om få dage bliver til sommer. Vi har fået etableret alt det, vi vil, også majs. Nu mangler vi bare vand. På den stærke jord, spirer majsen først, når der kommer vand, men det kan der jo nå at komme endnu, så jeg er fortrøstningsfuld.
I mandags snittede vi græs, og det gik godt.
Det er altid en ekstra spændende dag, som ikke er lige som alle andre, hvor der er god brug for nogle folk. Vores elever Mathilde og Martin fik lov at køre græs fra. Vi tog løbende prøver, mens vi snittede, men jeg har ikke svar på analyserne endnu. Med øjnene tegner alting dog godt. Udbyttet vurderer jeg til knapt middel.
Hjulene på traktoren blev temmelig fedtede, og det tegner til en høj andel af sukker. Det forventer vi også med et koldt og tørt forår. De kolde nætter med en snert af frost har holdt længe ved.
Udfordringen med højt sukkerindhold bliver selvfølgelig, at stakken bliver lidt mere ustabil. Det er selvfølgelig en balance. Vi vil gerne have, at det er let fordøjeligt, men heller ikke for svært at opbevare og fodre med. Under omstændighederne er jeg tilfreds.
Det varer ikke længe, før vi begynder at fodre med det nye slæt. Vi har kørt med relativt lav beholdning af græs og samtidig med en høj grovfoderandel i vinters, hvor vi har skåret lidt ned på indkøbt protein.
Vi øger også andelen af græs i år, så vi kan reducere indkøbet af protein under hensyntagen til de priser, vi har nu.
Vi sår græs igen i juli efter høst af byg til helsæd. Er vi heldige, kan vi få et lille efterslæt på det nye græs til efteråret.
I stalden ligger ydelsen stadig godt med 37-38 kilo EKM pr. ko pr. dag. Det er stadig foran budget – alt i alt ligger vi 70 ton foran budget.
En del af forklaringen er formentlig, at kvaliteten af vores majs blev god. Udbyttet var ikke super, men det ved køerne jo ikke, og ydelsen afhænger i meget høj grad af kvaliteten. Jeg tror, det er en god del af årsagen.
Faktaboks
Nordendahl
- 300 køer, 50 pct. røde, 30 pct. holstein og resten krydsninger
- Sælger tyrekalve som spæde til fast aftager
- 11.000 kg EKM pr. årsko
- Malker to gange om dagen
- 5 ansatte plus skoledrenge
- Staldanlæg fra 2009
- 230 hektar, 90 hektar lejet
- Fortrinsvis majs og græs, plus lidt korn
- Marker passes overvejende af maskinstation
- 5. generation på ejendommen
- Niels Holger Nordendahl er 48 år, gift med Mette, der er lærer i Salling
- 4 børn – Johanne, 20 år, Magnus 16 år, Laurits 12 år og Agnete 10 år
Relaterede artikler
Kommentarer