Mælkeproducent med 300 køer: Alle mand til bowling

Blog fra mælkeproducenten: Medarbejderpleje er vigtig, og omsider - efter corona - kunne Niels Holger Nordendahl tage medarbejderne ud at spise, bowle og se landbrug.

Af Niels Holger Nordendahl – fortalt til Frederik Thalbitzer

Inden forårsarbejdet gik amok, var vi af sted alle medarbejdere inklusive drenge, der hjælper efter skoletid, dem der hjælper lejlighedsvis på medarbejdertur. Det blev til 16-18 stykker. Vi besøgte en anden mælkeproducent og tog ud at spise og bowle bagefter. 

Det er en tradition, vi har haft i mange år, men som har været lidt i dvale på grund af corona. Det føles virkelig godt at have alle mand med. Det er også en chance for at alle får set hinanden, for de arbejder jo ikke nødvendigvis samtidig.

Det er også godt for alle at komme ud et andet sted og se, hvordan de gør tingene og få noget inspiration med hjem. 

Vi går meget op i medarbejderpleje, for vi vil gerne være en attraktiv arbejdsplads, så vi kan rekruttere nye, gode medarbejdere, når det er nødvendigt. 

På bedriften går det stille og roligt derudaf. På vores jord kan vi ikke pløje endnu, og vi er nødt til at forårspløje, fordi vi har 2,3 dyreenheder. Jorden er JB 4-8 som udmærker sig ved at være god til at holde på vandet, så trods mange ugers tørvejr, er den stadig for våd. Heldigvis ser det ud til at tørvejret holder ved. 
Vi har skal så 27 hektar korn og 27 hektar græs der sås i renbestand. Det har vi gode erfaringer med her. Så tager vi første slæt i de nyudlagte marker sammen med 2. slæt i de etablerede marker. Første år budgetterer vi med 7.500 FE fra nye marker og 10.000 FE fra etablerede marker. De seneste to år har det nu set rigtig godt ud med over 12.000 FE pr. hektar fra de etablerede marker. 

Det kører fornuftigt hos køerne. Vi fastholder et stabilt, lavere celletal efter de ændringer, vi har lavet i stalden, og som jeg fortalte om i sidste blog. Det er vi rigtig glade for. 
I dag ligger gennemsnitsydelsen på 36 kg EKM pr. dag og det er også højere end budgetteret. 
 

Faktaboks

Nordendahl

  • 300 køer, 50 pct. røde, 30 pct. holstein og resten krydsninger
  • Sælger tyrekalve som spæde til fast aftager
  • 11.000 kg EKM pr. årsko
  • Malker to gange om dagen
  • 5 ansatte plus skoledrenge
  • Staldanlæg fra 2009
  • 230 hektar, 90 hektar lejet
  • Fortrinsvis majs og græs, plus lidt korn
  • Marker passes overvejende af maskinstation
  • 5. generation på ejendommen
  • Niels Holger Nordendahl er 48 år, gift med Mette, der er lærer i Salling
  • 4 børn – Johanne, 20 år, Magnus 16 år, Laurits 12 år og Agnete 10 år

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.