Kun 187 hektar lavbundsjorder ud af de aftalte 100.000 er taget ud af drift

I 2021 vedtog et bredt flertal i Folketinget, at der i 2030 skal være taget 100.000 hektar kulstofrige, klimabelastende lavbundsjorder ud af drift som redskab til at nedbringe landbrugets drivhusgasudledninger og bane vej for klimalovens mål om 70 procent reduktion af de samlede danske udledninger i 2030.

I dag viser en opgørelse foretaget af Information, at der siden aftalens indgåelse og knap syv år før deadline i 2030 kun er udtaget 187 hektar lavbundsjorder under de eksisterende støtteordninger. Det svarer til knap 0,2 procent af det samlede mål, hvilket skaber alvorlig tvivl om den hidtidige indsats.

Det står i skarp kontrast til optimistiske meldinger fra fødevare- og landbrugsminister Jacob Jensen (V). I sommer lød budskabet på ministeriets hjemmeside således:

- Samlet set er der på nuværende tidspunkt igangsat udtagning af potentielt cirka 30.400 hektar inkl. randarealer. En opmuntrende melding, der gav overskrifter i en række medier.

- Overordnet set giver de nye tal i den grad grund til optimisme, citeredes ministeren for at sige i en pressemeddelelse. 

Ordet ’igangsat’ dækker imidlertid over projekter under forundersøgelse – som sagtens kan ende med at blive afvist – projekter under realisering samt færdigrealiserede udtagningsprojekter. Pressemeddelelse og hjemmeside giver samlede tal i hektar for projekter under forundersøgelse og under realisering, men ikke for projekter, der er gennemført. Her er antallet af hektar som beskrevet langt mindre.

Flere involverede fagfolk, som Information har talt med til baggrund, betegner det som fuldstændig urealistisk at nå de 100.000 hektar i tide. Professor Jørgen E. Olesen, Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, svarer på spørgsmålet, om målet er realistisk:

- Det er det i hvert fald ikke, hvis den nuværende langsommelighed opretholdes.

Lavbundsprojekterne overvåges og tildeles statsstøtte efter tre ordninger bestyret af Landbrugsstyrelsen, Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen. Informations opgørelse bygger på svar fra disse tre styrelser om, hvad der reelt er realiseret under disse tre ordninger.

Landbrugsstyrelsen svarer i en mail:

- Lavbundsprojekter er komplekse og tager typisk flere år at gennemføre. Der er derfor endnu ikke afsluttet etablering af projekter finansieret af Landbrugsstyrelsen siden 2021, hvor indsatsen blev igangsat med landbrugsaftalen.

Naturstyrelsen svarer tilsvarende:

- Naturstyrelsen har endnu ikke klima-lavbundsprojekter, der er afsluttet. Naturstyrelsen har klima-lavbundsprojekter under realisering, dog er disse ikke færdige endnu.

Altså nul hektar lavbundsjorder udtaget i form af færdige projekter under de to styrelser.

Kun Miljøstyrelsen kan opvise et enkelt afsluttet projekt: Genopretning af den hidtil tørlagte Hals Mose nær Limfjordens udmunding i Aalborgbugten. Projektet, forestået af Den Danske Naturfond og Aalborg Kommune, vådlægger et drænet areal på 187 hektar og sikrer dermed en beregnet CO2-reduktion på 2.263 ton om året. Et smukt projekt, der ikke mindst øger områdets naturmæssige værdier, men i sig selv bidrager med mindre end to promille til målet på 100.000 hektar for 2030.

De kulstofrige lavbundsarealer er lavtliggende moser og andre vådområder, der historisk er blevet drænet for at skaffe mere landbrugsjord. Når disse jorde ved dræning gøres tørre og dermed tilføres ilt, sætter det fart i nedbrydningen af jordens organiske indhold, og det øger udsivningen til atmosfæren af klimabelastende CO2 og lattergas. Stopper man omvendt dræning og dyrkning, vender processen: Jorden bliver atter vanddækket eller vandmættet, og fraværet af ilt sætter nedbrydningen ned eller i stå. Dermed dæmpes også udsivningen af drivhusgasser.

Klimarådet har vurderet det dyrkede lavbundsareal i Danmark til 171.000 hektar med en årlig CO2-udsivning på omkring 4,8 millioner ton. Hvis hele dette areal førtes tilbage til våd tilstand, ville det ifølge rådet kunne reducere landbrugets udledninger med 4,1 million ton.

Fødevare- og landbrugsministeriet har i sin egen opgørelse af det såkaldt tekniske potentiale vurderet det relevante lavbundsareal til 121.000 hektar og potentialet for CO2-reduktion ved udtagning og vådlægning til 1,5-2,4 millioner ton.

Uanset opgørelse ville der være tale om et betydeligt bidrag til at realisere landbrugets forpligtelse til at reducere med omkring syv millioner ton CO2 i 2030.

Men der er meget lang vej til, at der er udtaget 100.000 hektar lavbundsjorder. Det er det klare billede, der tegner sig ved Informations statusopgørelse.

Det samlede billede er, at der under støtteordningerne siden 2021 er indledt forundersøgelser af godt 30.000 hektar – omfattende over 100 ansøgte projekter, men som nævnt med endnu ukendt udfald – startet realisering af projekter på 4.000 hektar samt færdiggjort ét projekt på 187 hektar.

Praksis har vist, at vejen fra ansøgning over forundersøgelse til realisering er lang og længere, end nogle drømte om, da landbrugsaftalen blev indgået i 2021.

Som netmediet Zetland har afdækket, har embedsmænd i Energistyrelsen under Klimaministeriet været i konflikt med embedsmænd i Landbrugsstyrelsen under Fødevare- og landbrugsministeriet om, hvor lang tid der går fra bevilling af støtte, til et lavbundsprojekt giver konkret klimagevinst: Jo hurtigere det antages at gå, desto større kan den beregnede CO2-gevinst blive i det nationale klimaregnskab for 2030. Og desto større effekt, desto mindre politisk behov for at anvise andre CO2-reduktionstiltag.

I kommunikationen mellem de to instanser i 2022 insisterede Landbrugsstyrelsen på, at det kun tager tre år fra bevilling til klimaeffekt, mens Energistyrelsen mente, at det tager længere tid, og at der manglede dokumentation for de tre år.

Tre år blev imidlertid den anvendte forudsætning for Energistyrelsens beregninger i den seneste Klimastatus og -fremskrivning 2023 – det er efterfølgende blevet kritiseret af Klimarådet, der om de tre år skriver:

- Denne antagelse er ikke i overensstemmelse med de nuværende lavbundsordningers tidsplaner. I tidsplanerne forventes der generelt at gå seks år fra bevilling til etablering af projektet.

Et eksempel på hvor lang tid, der i nogle tilfælde kan gå, er et udtagnings- og vådlægningsprojekt i Nordsjælland, der skal genskabe den såkaldte Søborg Sø, i svundne tider før tørlægning Nordsjællands fjerdestørste sø. Genopretningsprojektet, der hører under Naturstyrelsen og omfatter 500 hektar, gik ind i forundersøgelsesfasen omkring 2016, har blandt andet omfattet forhandlinger med 63 lokale lodsejere og ventes at være afsluttet med en færdig sø i 2025-27. Altså et samlet forløb på omkring ti år.

Flemming Nielsen, direktør i Den Danske Naturfond der sammen med Aalborg Kommune har realiseret Hals Mose-projektet, understreger også, at projekterne tager lang tid.

- Selv når et projekt faktisk kan lade sig gøre, kan det ikke gå så hurtigt, som man nogle gange gerne vil. Blot det at håndtere relationen til naboer, leve op til lovkrav og foretage projektering kræver to-fire år, siger han.

Jørgen E. Olesen siger, at han hører myndighederne tale om syv år som den tid, det typisk tager.

Det er for lang tid, det går ikke i forhold til tidsfristen, siger han.

Med kun syv år til 2030, og med kun 4.000 hektar under realisering og 26.000 hektar under forundersøgelse med ukendt resultat fremstår det helt umuligt at nå 100.000 hektar inden for tidsfristen.

Det rejser spørgsmålet, om udtagningsprocesserne kan forceres? Om for eksempel ekspropriation frem for frivillige aftaler med landmænd kan blive nødvendig, som allerede anbefalet i 2021 af blandt andet forskerne Jesper Sølver Schou og Jens-Martin Roikjer Bramsen, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

- Om man kan lide det eller ej, er det derfor nødvendigt at tage en diskussion om rækkevidden af frivillige ordninger og behovet for andre værktøjer, såsom ekspropriation, skrev de hos Altinget.

Den mulige nødvendighed af ekspropriation blev også luftet sidste år af to andre eksperter, Jørgen E. Olesen og professor Mogens H. Greve, Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

- Jeg tænker stadig, at ekspropriation kan være et nødvendigt værktøj. Hvis man for eksempel har 80 procent af lodsejerne med på et konkret projekt, så burde der være mulighed for at lave ekspropriation på resten, mener Jørgen E. Olesen.

S-regeringen nedsatte sidste år en ekspertgruppe, der skal give politikerne gode råd og forslag til nye værktøjer i erkendelse af, at »udtagning er hamrende svært«, som den daværende fødevare- og landbrugsminister Rasmus Prehn udtrykte det.

Ekspertgruppen har netop afleveret sin rapport til Jacob Jensen – den offentliggøres i næste måned.

I en skriftlig kommentar til de magre resultater i form af færdiggjorte projekter siger fødevare- og landbrugsministeren:

- Lavbundsprojekter er komplicerede, tager tid, og det er derfor forventeligt, at der på nuværende tidspunkt ikke er gennemført mange projekter.

- Der er endnu ikke gået to år fra landbrugsaftalen, men allerede nu kan vi konstatere, at de seneste lavbundstal vidner om en markant fremgang og solid opbakning til projektet, hvor tallene er næsten fordoblet på bare et halvt år. Der er stadig lang vej endnu, og fra regeringens side kommer vi til at kæmpe hårdt for, at vi når helt i mål, siger ministeren.

Jacob Jensen nævner, at regeringen har fjernet en usikkerhed om kompensationsordningerne, som har bremset mange projekter, ligesom man har lanceret et nyt screeningsværktøj i jagten på mere effektiv udtagning af lavbund. Dertil håber han på temposkabende anbefalinger i den forestående ekspertrapport.

- Så selv om vejen stadig er lang, så er vi på rette spor og kan med god grund være optimistiske, lyder det.