Betalt indhold af Bayer Crop Science

Jagten på Septoria er i gang og den første svampebehandling står for døren

Det kan være svært at vurdere behovet for svampebekæmpelse, når de nye blade virker sunde og uden symptomer, og Septoria ligger latent i planten. Om én måned vil vi kunne se, hvor meget Septoria vinterhveden har nu, men vi behøver måske ikke at vente så længe. Læs med i artiklen og hør Søren Lykkegaard Hansen fortælle, hvordan vi hos Bayer arbejder med at måle Septoria, før vi kan se symptomerne.

Septoria er en svampesygdom, og fælles for svampe, uanset om det er de ønskede på blåskimmelost eller de uønskede som Septoria i vinterhvede, er, at hastigheden af deres vækst er betinget af temperaturen. Septoria har en livscyklus på ca. 350 graddage, men det er først i den sidste del, hvor vi kan se sygdommen og det døde bladvæv med de klassiske sorte pyknider, hvorfra sporene sættes i gang til den næste generation.

Foråret er lidt som et køleskab, der gør, at det tager relativ lang tid at opnå graddagene til en fuld cyklus, hvilket også gør det svært at bedømme behovet for bekæmpelse, da de vigtige nye blade virker sunde og uden symptomer. 

Men hvad sker der, når vi omsætter denne viden til noget aktuelt og tager ny teknologi i form af moderne qPCR-teknik til hjælp - hvad kan vi så sige om udviklingen af Septoria, og kan vi komme vi lidt tættere på at vælge den bedste strategi for bekæmpelse?

Prøvetagning og qPCR-test

"Efter to år med test af qPCR-teknologi i Danmark, har vi i Bayer i år skaleret op, og er rykket ud til 10 dygtige landmænd, hvor denne teknologi samt flere andre digitale løsninger skal testes i praksis under 'virkelige' forhold", fortæller Søren. 


På kortet ses lokationerne for de 10 landmænd hvor vi tester qPCR-teknologien og andre digitale løsninger

Hvis vi nu zoomer ind til ét helt konkret eksempel her før den første svampebehandling i vinterhveden, så lad os tage til Eskegaard ved Christiansfield, hvor de har tidligt sået Pondus vinterhvede i et område med historisk meget Septoria. 


Pondus hvedemark hos Eskegaard, tæt ved stadie 32 (25. april 2022)

Selve sorten har vist god sundhed i forhold til Septoria de seneste år, men både den tidlige såning og området peger mere i en anden retning, når det kommer til smittetrykket fra Septoria. Så hvor sætter det os i forhold til strategien?

Vi startede vores prøvetagning hos Eskegaard mandag d. 25. april ligesom hos de øvrige 9 landmænd. Hos Eskegaard var Pondus hveden tæt ved stadie 32, og det betyder, at de tre niveauer, vi udtog bladprøver fra, er dem, der henholdsvis bliver 3., 4. og 5. øverste blad på den færdige plante.


Udtagning og resultat af bladprøver fra Eskegaard (25. april 2022)

"På det nederste blad, svarende til 5. øverste blad på den færdige plante, kunne vi både se og måle Septoria. Hvis vi så også sætter de 350 graddage i spil fra indledningen, vil det være smitte, der er sket i starten af februar eller længere tilbage", forklarer Søren.

"Hvis vi derimod kigger på de øverste bladniveauer, så kunne vi også måle Septoria på de to øverste blade, uden at vi kunne se det.  Selvom værdierne er lave på det øverste blad, er smitten sket i en tør periode, som man ellers ikke umiddelbart havde troet, ville betinge smitte.  Det giver os nu muligheden for følge udviklingen af Septoria, inden vi visuelt begynder at kunne se symptomer i den sidste tredjedel af de 350 graddage i Septoriaens cyklus - formodentligt vil det tidligst være i sidste uge af maj".

Her i foråret har vi altså en latenstid på ca. fire uger. Det positive ved det er, at vi derfor også har et pænt bredt vindue til at behandle delvist præventivt for at stoppe/nedsætte udviklingen i bladet. Ikke mindst er en af de tre Triazol-blandinger som for eksempel Prosaro, Proline Xpert eller Folicur Xpert særdeles effektive - selv i relative små doser, hvor 0,30 l/ha giver en høj koncentration i planten, da der behandles præventivt, og vi har en relativ lille biomasseat dække af. 


Følg med i Septoria-smittetallene

Hos Eskegaard og de øvrige ni landmænd bliver der gennem flere sprøjtespor ubehandlede felter, så vi løbende kan følge udviklingen af Septoria, hvis vi ikke foretager nogle behandlinger og holde det op imod udviklingen af det, der bliver svampebekæmpet efter landmændenes egne løsninger. Derudover vil der også være sprøjtespor, som bliver behandlet med løsninger speciefikt tilpasset tilr de målte værdier. Høsten bliver eksamen, hvor indsatsen gerne skulle honoreres i udbyttet.


T0 behandling hos Eskegaad den 28. april 2022 - teknikken tjekkes inkl. sprøjtevinduer, både de fysiske og digitale lag

Hos Eskegaard er teknikken allerede testet med en tidlig T0 svampebehandling, så næste gang vi tester, vil vi allerede have værdier for behandlet og ubehandlet, ligesom det gælder fra flere af de andre landmænd i projektet. Det hele kan løbende følges på vores Facebookside: @bayercropscienceDK og vores hjemmeside: https://www.cropscience.bayer.dk/vaerktoejer-og-services/septoria-detektion

Emneord sponsoreret, Bayer Crop Science, septoria, svampebekæmpelse, vinterhvede

Betalt indhold af Bayer Crop Science

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.