Som svar på landbrugsbedrifternes behov for øget sprøjtekapacitet og brugervenlighed lancerer Hardi en række nyheder, heriblandt de større Aeon 6000 og 7000 modeller. Endvidere arbejder Hardi på pesticid-besparende sprøjtesystemer, der med nye teknologier både optimerer landbrugernes arbejdsprocesser og imødekommer de fremtidige miljøkrav.
- Bedrifterne efterspørger større sprøjtekapacitet og lettere betjening. Aeon-serien, som er udviklet til højere kørehastigheder med en ny betjeningszone, udvides med tanke på 6000 og 7000 liter her fra i sommer. Serien spænder nu fra 4200 til 7000 liter, siger Peter Dahl fra Hardi.
Alle Aeon-modeller leveres med den konventionelle Delta Force bom eller den luftassisterede Twin Force.
- En af fordelene ved Twin er den øgede kapacitet, idet vandmængden kan begrænses til ca. 100 l/ha. Det betyder, at der kan udbringes ca. 70 ha i én tankfuld med den nye 7000-model. De første store Aeon 7000 sprøjter er blevet solgt både i Danmark og Sverige, og alle er med Twin og pulserende dyser, siger Peter Dahl.
- Vi har nu en række features, der bidrager til at begrænse pesticidforbruget, hjælper landbruget til bedre driftsøkonomi og reducerer belastningen på miljøet, siger Peter Dahl, der fremhæver, at både Navigator og Aeon kan udstyres med Hardi PulseSystem.
- Med muligheden for at holde dyserne åbne fra 30-100 pct. ved samme tryk og dråbestørrelse, forbliver doseringen konstant, uafhængig af sprøjtens hastighed. Fordelen er, at man kan bruge den samme dyse ved flere forskellige kørehastigheder. I praksis betyder det, at den samme dyse kan anvendes ved hastigheder fra f.eks. 5-15 km/t med samme dråbestørrelse, uden at stresse dysen og uden øget afdrift. Konventionelle systemer derimod øger afdriften ved højere tryk, fordi mere væske skal presses gennem dyserne, siger Peter Dahl.
Han tilføjer, at ved brug af digitale markkort tilbyder Hardi PulseSystem spotsprøjtning, variabel dosering og enkeltdyseafluk samt CurveControl, hvilket muliggør pesticidbesparelser op til 90 pct.
Hardi PulseSystemet kan også udføre sektionsafblænding på dyseniveau med sektioner på 50 cm i bredden. Det kan angiveligt spare op til 10 pct. i skæve markstykker.
Relaterede artikler
Kommentarer