Af Hans Lund, økologirådgiver, ØkologiRådgivning Danmark
I denne uge vil der blive godt gang i mejetærskerne, og det ser ud til at der bliver nogle fornuftige udbytter. Det er selvfølgelig vigtigt at den høst, der bjerges, bliver opbevaret, så der ikke kommer unødige tab af værdifuldt foder senere. Der er igennem tiderne udviklet mange måder til opbevaring af afgrøderne. Der er nok ikke meget tvivl om, at tørring til under 15 procent vand er den mest sikre opbevaringsform.
Hold øje med dine værdier. Jeg tænker på kornlager og proteinafgrøder, som du oplagrer på bedriften. I langt de fleste tilfælde er der lidt eller stort set ingen spild på oplagret foder på bedriften. Desværre ses der en gang imellem nogle partier hvor der er større eller mindre partier der går til spilde. Årsagerne kan være mange, men det væsentligste er at der bliver holdt øje med lagrene, med jævne mellemrum. Det er store værdier der ligger i siloerne. Et er værdien af lageret, noget andet er at det skal erstattes af noget andet, hvis det bliver ødelagt og går til spilde.
Men ikke alle har mulighed for nedtørring, opbevaring og efterfølgende forarbejdning. Derfor er der mange der har crimpet og tilsat propionsyre i høst. Det er i de flest tilfælde også en god og relevant måde at gøre det på. Afgrøden behøver ikke tørres og den er samtidig forarbejdet og klar til udfodring.
Andre tilsætter propionsyre til hele kerner og forarbejder ved udfodring.
Der er dog noget, du skal være opmærksom på ved crimpning og tilsætning af syre. Proteinafgrøder er svære at crimpe med en vandprocent, der er ret meget over 20. Det bliver svært at få igennem valsen, uden at det klistrer på valsen. Knuses det i en Haybuster eller lignende, må det heller ikke være ret meget over 20 procent vand, da det ligeledes vil sætte sig i soldet under forarbejdning.
Nødvendig mængde propionsyre for at sikre stabiliteten
- Korn 16 – 25 procent vand 8 – 9 liter/ton.
- Proteinafgrøder max 22 procent vand 8 – 12 liter/ton
De største mængder tilsættes ved de højeste vandprocenter. Det er værdifulde afgrøder, og der skal derfor ikke spares den sidste liter propionsyre.
Derfor hold øje med de konserverede afgrøder fra start og under hele oplagringsperioden. Uanset om det er konserveret med syre eller ej, og uanset om det er hele kerner, crimpet eller har været igennem en Haybuster eller lignende.
Relaterede artikler
Kommentarer