Hvorfor bruger man over halvandet år på at svejse og lave pladearbejde på en 29 år gammel og gennemtæret Fiat F100 Winner?
Fordi man har et helt særligt forhold til traktorer fra den italienske producent, og fordi man har besluttet, at Winneren skal fremstå som ny og bruges til markarbejde i et hobbylandbrug, lydet det i det nye TraktorTech.
På værkstedet gik det første halve år med at rengøre traktoren, tætne olielæk, skille den fuldstændig ad og få et overblik over opgaverne. Der var nok at tage fat på.
- Motor, gearkasse og bagtøj var i orden, men dørene var virkelig angrebet af rust. De små sideskærme var også gennemtæret, og jeg fandt en fuglerede i et hul i taget, fortæller Jens Kristian Sørensen.
Efter mange timer på værkstedet på ejendommen ved Nørager er traktoren nu klar til at presse wraphø med en John Deere 550-rundballepresser på hans to hektar mark. Desuden skal maskinen fungere som en pause fra en travl hverdag som servicetekniker hos ventilationsfirmaet Skov for dens 57-årige ejer.
- Jeg laver wrapbundter, som jeg sælger til hestefolk, og kommer til at køre 20-30 timer om året i Fiaten. Det glæder jeg mig til, for det er afstressende at køre i en traktor, jeg selv har lavet. Når jeg lukker døren til førerhuset og drejer tændingsnøglen, er jeg i min egen verden, forklarer Jens Kristian Sørensen, der voksede op i selskab med flere udgaver af de orange traktorer fra støvlelandet.
Vi har tidligere i TraktorTech skrevet om hans store Fiat-kærlighed og ikke mindst ihærdighed med at sætte det gamle mærkes herligheder i stand.
Den nyrenoverede F100 Winner er hans tredje projekt med det engang så vidt udbredte italienske traktormærke, der havde en dansk markedsandel på 17,5 pct. i 1990. 20 år senere renoverede Jens Kristian Skov en 880’er, som han stadig bruger. I 2018 blev en 160-90 sat i stand og brugt til udstilling, indtil Jens Kristian Skov solgte den for 250.000 kr. Nogle af pengene ville Jens Kristian Sørensen bruge på en ny projekttraktor.
Læs meget mere i det nye TraktorTech - og hvorfor han har lavet sit sidste store Fiat-projekt.
Sådan får du abonnement
Klik på billedet og se, hvordan du køber TraktorTech.
Relaterede artikler
Kommentarer