Der lader til at være stor opbakning til et forslag fra regeringen så udenlandske praktikanter i landbruget og på gartnerier får mulighed for at klage over deres praktikværter.
For fremtiden skal udenlandske landbrugspraktikanter på gårde og gartnerier i Danmark kunne klage over deres praktikvært og få deres klage behandlet. Det skriver Fagbladet 3F.
Regeringen har fremsat et nyt forslag i Folketinget til ændring af udlændingeloven. Der er årligt omkring 2000 udenlandske praktikanter, der får opholds- og arbejdstilladelse på det grønne område i Danmark.
Regeringen har indgået aftalen med parterne bag Jordbrugets Uddannelser. Det drejer sig om Landbrug & Fødevarer, 3F og arbejdsgiverforeningen GLS-A.
”Jeg er glad for den aftale, som regeringen har indgået med parterne bag Jordbrugets Uddannelser om blandt andet at sikre bedre forhold for udenlandske praktikanter på det grønne område. Et element i aftalen er, at de udenlandske praktikanter får mulighed for at klage til et fagligt udvalg, hvis der opstår tvister med virksomheden i forbindelse med deres ophold. Herudover styrker aftalen også tilsynet på området”, skriver udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i en e-mail til Fagbladet 3F.
Og der lader til at være god opbakning til forslaget i Folketinget, hvor der tegner sig et bredt flertal.
Det viser en rundspørge, som Fagbladet 3F har lavet til politiske partier i Folketinget.
"Vi bakker op om en aftale, som arbejdsmarkedets parter har indgået", skriver udlændingeordfører for Venstre, Mads Fuglede, i en e-mail til Fagbladet 3F.
Også SF vil stemme for regeringens nye lovforslag, oplyser SF’s beskæftigelsesordfører Karsten Hønge. Alternativet vil også stemme for lovforslaget, som det ser ud nu, oplyser beskæftigelsesordfører, Torsten Gejl.
Enhedslisten vil også stemme for regeringens lovforslag, oplyser arbejdsmarkedsordfører, Jette Gotlieb. Hun ser en klageret for praktikanterne som en meget vigtig forbedring. Og så mener hun, at en lovændring kan forbedre kontrollen med praktikantordningen.
"Vi tror, at man kan få bedre styr på kontrollen, så det faktisk kommer til at handle om uddannelse, hvilket er vigtigt. For ellers er det bare billig arbejdskraft, og det skal praktikanterne ikke lægge krop til. Myndighederne er nødt til at tage på uanmeldte besøg for at se på forholdene på gårdene og gartnerierne, men jeg tror, at den væsentligste kontrol stadig vil ligge hos 3F", siger Jette Gotlieb til Fagbladet 3F.
Om lovforslaget skriver beskæftigelsesordfører hos Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted, i en SMS til Fagbladet 3F:
"Jeg kan ikke sige noget om det, da vi ikke har set forslaget og ikke har talt om det i gruppen".
Der er forgæves forsøgt at få kommentarer til regeringens lovforslag fra Konservative, Radikale Venstre, Nye Borgerlige og Liberal Alliance.
Regeringens lovforslag kommer efter flere historier om udenlandske praktikanter i Danmark, der har ringere retsstilling end danske elever inden for landbrug og gartneri.
For de udenlandske praktikanter kan på nuværende tidspunkt – i modsætning til danske elever – ikke få behandlet sager hos Det faglige udvalg under Jordbrugets Uddannelser. Eller hos Tvistighedsnævnet, der har til opgave at afgøre sager om uenigheder mellem elever på en erhvervsuddannelse og deres praktikværter.
Men nu foreslår regeringen, at udlændingeloven bliver ændret, således at en tvist mellem en udenlandsk praktikant og vedkommendes praktikvært i Danmark skal kunne blive behandlet af det faglige udvalg. Og hvis parterne ikke kan nå frem til et forlig med hjælp fra udvalget, skal sagen kunne sendes videre til Tvistighedsnævnet.
Regeringen forventer, at lovforslaget kommer til afstemning i Folketinget inden sommerferien i år.