Første officielle skridt mod en naturnationalpark i København bliver taget torsdag

Torsdag skal Borgerrepræsentationen i landets hovedstad behandle et forslag om, hvorvidt der skal sendes et brev til miljøminister Magnus Heunicke (S), hvor Københavns Kommune anmoder om at få en naturnationalpark på Amager.

Står det til Liberal Alliance så skal de 800.000 indbyggere, der bor i nærområdet til Kalvebod Fælled på Amager ikke længere skulle tage på dagsudflugt til Midt- og Nordsjælland for at opleve natur.

Partiet ønsker nemlig at omdanne et 20 kvadratkilometer stort område i Kalvebod Fælled, som Naturstyrelsen i dag ejer, til en naturnationalpark, hvor der skal gå helårsgræssende dyr.

Torsdag aften skal Borgerrepræsentationen i København behandle et forslag fra Liberal Alliance, der skal pålægge overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) at sende et brev til miljøminister Magnus Heunicke. I brevet skal Københavns Kommune fremsætte et ønske om at få gjort Kalvebod Fælled til Naturnationalpark til ministeren.

Der er i dag udpeget 15 områder, der skal omdannes til naturnationalpark, men i regeringsgrundlaget for SVM-regeringen lyder det, at der skal etableres yderligere fem parker.

Det pågældende område på Kalvebod Fælled har i dag status af naturpark, og der går blandt andet sommergræssende kvæg. 

Det er Liberal Alliances Ole Birk Olesen, der har fremsat forslaget. Ud over at sidde i Folketinget for partiet, er han også partiets ene medlem på Københavns Rådhus.

Til Berlingske sagde han i februar, at udover at fremme natur og biodiversitet i området, så vil en naturnationalpark i København også vise, at det ikke bare er noget, der besluttes i København og så gennemføres alle mulige andre steder.

Ifølge netop Berlingske har forslaget opbakning fra både SF og Socialdemokratiet, mens både De Radikale og Enhedslisten endnu ikke har meldt klart ud. Sidstnævnte partis opbakning er helt centralt for at få et flertal for forslaget. Enhedslisten sidder således på 15 af 55 pladser i Borgerrepræsentationen i København.

Netop den del undrer Ole Birk Olesen sig over på Twitter. 

 

Emneord

politik , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle