Driftsleder for 1.110 køer: Efter tre ugers drift har vi sparet tre timer med ny malkestald

Blog fra Estland: Leo Hansen har efter megen ventetid endelig fået gang i den nye malkestald. Indkøringen er indtil videre gået godt, selvom der er store ændringer for køer og staldpersonale.

Af Leo Hansen, fortalt til Peter Winther Mogensen

Jeg har i flere blogs fortalt om, at vi ventede på at tage det nye malkecenter i brug. Og fredag den 24. marts fik vi lov at trykke på startknappen og malke ind. Det er alt i alt gået rigtigt godt med at få malkestalden startet op og få køerne lært de nye forhold at kende. Vi havde ekstra bemanding på de første fire dage, hvor både køer og staldpersonale var stressede over de nye forhold. Men efter de fire dage var der ikke længere behov for ekstra bemanding og vi kunne så småt begynde at optimere på vores rutiner.

Malkestalden er en karrusel med 60 pladser, og den erstatter en traditionel malkegrav, så vores malkere har skullet vænne sig til, at køerne nu kommer ind én efter én i stedet for i større hold. På samme måde har køerne skullet vænne sig til at gå til malkning én efter én og gå af karussellen igen. Malkerne skulle også vænne sig til den nye teknik. Hvordan kører karussellen rundt og hvordan sættes den til at vaske. Men det virker til, at de har fået godt fat på det hele.

Noget andet er, at der altid vil være nogle småfejl, når man starter med noget nyt. Men hvordan finder man dem, når anlægget er nyt? Det gamle anlæg kendte vi alle og vi vidste, hvornår det lød korrekt og forkert og hvad der skulle gøres. Her skal vi lære det nye anlæg at kende.

Sparet tid

Teknisk set kan den nye malkestald ikke mere end den gamle. Men fordi teknikken er ny, er den mere pålidelig end i den gamle malkestald. Her var aflæsning af køernes ID ikke altid præcis, og så bliver data om mælkemængde ikke så valide. Så jeg er sikker på, at vi får bedre data med den nye malkestald.

Jeg vil eksempelvis interessere mig for, hvordan malkningerne forløber. Hvis et hold af malkere kan malke flere køer per time end de andre, skal vi finde ud af hvorfor, og se om vi kan lære de andre, hvordan de kan opnå samme resultat. Jeg kan efter tre ugers drift se, at vi sparer en arbejdstime per malkning, når vi tager alt med opstart, malkning og vask med. Når vi malker tre gange om dagen bliver det til tre arbejdstimer og med tre personer beskæftiget per malkning bliver det hurtigt en anseelig mængde arbejdstid.

Vi vil holde fast i at malke tre gange om dagen. Vi starter klokken fire, klokken 12 og klokken 20. Hidtil har vi haft to malkere og en til at hente køer hver gang. Medarbejderne malker kun én gang om dagen og har fire arbejdsdage og derefter to fridage. Om det skal ændres ved jeg ikke endnu, men når vi sparer arbejdstid skal vi se på, om der er andre opgaver eller det skal organiseres anderledes. Vi holder dog fast ved, at dem, som malker om natten, altid er de samme. Det vil folkene helst, og det kan jeg godt sætte mig ind i.

Vi holder også fast i at have køerne i forskellige hold. Vi har plads til at have 180 køer i hvert hold og deler dem ind efter alder. Især førstekalvskøerne betaler godt for at gå for sig selv. De deler dog pladsen med vores opstartskøer.

Mælkekvaliteten har ikke ændret sig under indkøringen, men køerne har tabt lidt ydelse. De første dage var både malkerne og køerne stressede, og det vil jo unægtelig give ydelsestab. Men nu er vi næsten tilbage på udgangspunktet med ydelse.

Foråret er kommet

I sidste blog fortalte jeg om vinteren, som blev ved med at hænge fast. Mandag i påskeugen fik vi ti centimeter sne og onsdag havde vi 12 graders varme og sol. Det var meget kontrastfyldt. Men nu er foråret her, og vi er begyndt at sprede gødning med videre.

Det varmere vejr vil også gøre det muligt at gøre udenomsarealet ved malkecentret færdigt. Jeg ser frem til, at vi får lagt asfalt i næste uge.

Vores mælkepris følger udviklingen i Europa og faldt to eurocent ved indgangen til april.

Faktaboks

Fakta

  • Gården Oü Härjanurme Mõis  ligger ved Estlands næststørste by, Tartu
  • 1.100 køer, Holstein
  • Mælkeydelse 12.000 liter mælk leveret 
  • 4,05 fedt 3,45 protein
  • Leverer til mejeriselskabet Rokiskio
  • 1.800 hektar konventionelt drevet, deraf 1.000 hektar grovfoder og resten er byg, hvede og vinterraps
  • 40  ansatte i alt, 26 i stalden, deraf er der to i malkestalden plus en der henter køer døgnet rundt
  • Ejer: DanEsti
  • Driftsleder: Leo Hansen, 44 år

Emneord PLUS, Top2 PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.