Af Leo Hansen, fortalt til Peter Winther Mogensen
Vi har i flere år fodret med sodabehandlet hvede og sidste sommer fik vi ideen til, at vi ville prøve at sodabehandle noget af vores raps, så vi måske kunne slippe for at bruge foderfedt til køerne.
Vi kunne også have valgt at valse rapsfrøene, men det ville nok blive besværligt at håndtere frøene, og derfor prøvede vi med soda. Og det virker rigtig godt. Det har samtidigt vist sig, at vi sagtens kan sodabehandle hvede og rapsfrø samtidigt, og det letter arbejdet med at gøre det. Vi blander en tredjedel rapsfrø med to tredjedele hvede i fuldfodervognen og tilsætter tre procent soda og dertil vand. Vi laver en blanding hver uge og lader det ligge en uge, før vi begynder at fodre med det. Vi har to siloer, så der er hele tiden noget at tage af, og noget som venter til næste uge.
Vi kunne i grunden godt lave større portioner, for det kan sagtens holde sig i længere tid, men det passer godt i vores arbejdsflow at lave én blanding hver uge. De malkende køer får cirka 2,5 kilo af raps-hvede-blandingen, og de udnytterne frø og kerner rigtig godt. Vi kan ikke finde ufordøjede partikler i gødningen. Og så slipper vi for foderfedt.
Ellers rører jeg ikke meget ved foderplanen lige nu, hvor vi fortsat har majsensilage fra 2021 til to måneders forbrug. Men når vi skal skifte til ny majs, så skal der nok korrigeres lidt. Men vi tilstræber en så ensartet fodring som overhovedet muligt.
Malkestalden lader vente på sig
I sidste blog skrev jeg, at vi trippede efter at komme i gang med den nye malkestald, og det gør vi fortsat. Håndværkerne og montørerne er kommet bagefter, og nu forlyder det, at vi kan malke ind i begyndelsen af marts. Vi ville gerne i gang nu, men jeg vil trods alt hellere have, at håndværkerne bliver helt færdige, fremfor at de fortsat skal arbejde i bygningen, når vi skal malke ind.
Vejret skifter
I sidste blog berørte jeg også vintervejret, hvor der var udsigt til 20 graders frost. Prognosen holdt næsten stik, idet termometeret bundede på -19 grader, og alt blev mere bøvlet. Vi måtte skovle møget ud, så det ikke satte sig fast i gyllekanalen. Lige nu er det mildt med temperatur omkring frysepunktet, men de melder også om -15 grader i weekenden.
Denne vinter har indtil videre været atypisk, fordi temperaturerne har svinget meget. Først nogle dage med let frost, så tørvejr og siden hård frost. Og så lidt forfra. Sådan plejer estiske vintre ikke at være.
Prispanik på mælken
I Danmark er mælkeprisen faldet to måneder i træk og vi står også overfor prisfald. Men da vores mælkepris er bundet op på det europæiske gennemsnit, så sker reguleringerne senere hos os. Det er rart, når vi er i en nedgangstid, men træls, når mælkeprisen er stigende. Blandt de estiske mejerier er panik lige nu, fordi de betaler os en højere mælkepris, end i resten af EU.
Jeg tror, at mælkeprisen vil falde meget i nogle EU-lande. Der er generelt meget uro på mælkemarkedet, men jeg håber, at vi kan holde en nogenlunde pris, fordi omkostningerne i store træk ikke er faldet endnu.
Faktaboks
Fakta
- Gården Oü Härjanurme Mõis ligger ved Estlands næststørste by, Tartu
- 1.100 køer, Holstein
- Mælkeydelse 12.000 liter mælk leveret
- 4,05 fedt 3,45 protein
- Leverer til mejeriselskabet Rokiskio
- 1.800 hektar konventionelt drevet, deraf 1.000 hektar grovfoder og resten er byg, hvede og vinterraps
- 40 ansatte i alt, 26 i stalden, deraf er der to i malkestalden plus en der henter køer døgnet rundt
- Ejer: DanEsti
- Driftsleder: Leo Hansen, 44 år
Relaterede artikler
Kommentarer