Af Peter Bojsen
Solwezi, Zambia, Afrika. Ja, det er et stykke væk fra kære lille Danmark. Det kolde danske januar vejr er byttet ud med 25 grader og bebyggede Danmark er byttet ud med store åbne vidder og masser af grøn vegetation.
Afrika er faktisk slet ikke så tosset, som man kunne tro.
Jeg er i Zambia for at arbejde for virksomheden Kukula Seed. Det er et investeringsfirma som blandt andet har kontor i Solwezi, der ligger i det nordvestlige Zambia. Et af investeringsprojekterne er at etablere en kvæg farm, Green Dairy.
Salg lokalt og til eksport
Formålet er at producere mælk, som indledningsvis sælges friskt i lokalmarkedet og senere til eksport . Mælken skal distribueres ud til i små mælke outlets, altså små butikker, hvor folk kan komme med deres flasker og købe frisk mælk.
Solwezi’s geografiske placering gør, at varerne fra de mere etablerede markeder er længe undervejs. Køber man frisk mælk i supermarkedet i Solwezi, så går der typisk to dage før mælken er sur!
Derfor er folks muligheder små, da de kan enten købe frisk mælk, som bliver sur kort efter køb, eller alternativt købe langtidsholdbart mælk hvor prisen er ca. 30 procent højere. Normalt koster en liter mælk 9,5 kwacha (6,5 krone pr. liter) hvorimod langtidsholdbart mælk koster 13 kwacha, altså 9 kroner pr liter. Til de priser er mælk en luksusvare. Det er ikke som i Danmark, hvor 1 liter mælk snart er billigere end en flaske vand.
Green Dairy vil ved hjælp af lokal produktion og direkte salg til slutforbrugeren forsøge at gøre mælk til et mere tilgængeligt produkt. For der jo ikke noget bedre end et frisk koldt glas mælk.
Her er farmen nu ?
Green Dairy-farmen skal bygges op helt fra bunden, da der lige nu ikke er andet end plads. Ingen veje, strøm, rindende vand eller mobilsignal.
Farmen ligger 25 km sydøst fra Solwezi ude i bushen. Det lyder måske ikke som stor afstand, men med 15 km til den nærmeste grusvej, så er der nok at tage fat på.
Farmens placering er valgt på grund af tilgængeligheden til en større flod. Det gør, at vi er i stand til vande året rundt på farmen, og derfor kan vi have køerne på græs hele tiden.
Derfor er vi netop nu i gang med at gøre klar til at opsætte to cirkelvandingsmaskiner, såkaldte pivots, én på 60 hektar og én på 40 hektar. Vi blev i lørdags færdige med at rydde bush på 60 hektar pivoten og begyndte i mandags på 40 hektar pivoten.
Vi forventer at være færdige med det grove ryddearbejde om små tre uger. Selve vandingsmaskinerne skal være sat op og klar til brug i udgangen af marts måned, så der ikke lang tid før farmen er operationel og i drift.
230 kvier fra Sydafrika
Til at producere mælk skal der jo selvfølgelig bruges nogle køer. Derfor skal der køres 230 kvier op fra Sydafrika. De kommer fra Kukula Seed’s samarbejdspartner i Green Dairy, Ross, som til daglig selv malker 1.100 jersey køer syd for Port Elizabeth i Eastern Cape, Sydafrika.
Vi venter stadigvæk på de sidste dokumenter, før køerne tager ud på en fem dage lang tur fra Sydafrika til Lusaka, hvor de skal være i karantæne i tre uger før de kommer op til farmen.
Jorden som Green Dairy skal operere på er ejet af den lokale høvding. Han har givet jorden til projektet med en forventning om, at der bliver skabt lokale arbejdspladser.
Jorden er ved at blive mærket op, så der kan laves skøde på den. En del steder har noget af jorden været dyrket af små small-scale farmere. De har haft små marker på 0,5 – 2 hektar hver fordelt over et område på 200 hektar. Her har de dyrket majs, grøntsager, osv. Green Dairy har kompenseret farmerne for at flytte og høvdingen har tildelt nye jordlodder til dem et andet sted.
Ud over pivoterne laver vi dry-land paddocks. Her er planen fra næste regnsæson, altså november til april, at så en gang årlig rajgræs ud, som køerne kan græsse på under regnsæsonen.
Det giver tid til at få sået nyt græs i pivotsne samt give det ro til at få etableret et stærkt rodnet. I år har vi dog valgt ikke at så græs i dry-land paddock, da den naturlige vegetation er vokset så kraftigt igennem, at der er rigeligt græs og foderværdi til de kvier, som vi modtager.
Arbejdsstyrken giver udfordringer
Hvad har man af udfordringer? Der er altid problemer, når man starter noget nyt op, og der altid en masse uforudsete ting, som kommer ganske uventet og højst ubelejligt.
Én af helt store udfordringer er kvalifikationen på arbejdsstyrken. Det er yderst svært at finde folk, som man kan stole på. Mange har dog lyst til at lære og masser af arbejdsvilje, så udfordringen kan løses.
Der er nu en lang periode, hvor vi skal til at lære folk op. Det er vi i gode hænder til. Vi har nemlig fået Ross’ førstemand fra Sydafrika, Keith, op, og han kommer til at stå for den daglige ledelse af farmen. Han har stået for den daglige drift af farmen i Sydafrika.
Derudover har vi også fra 1. februar ansat Ernest, som har været på en stor kvægfarm i Zambia indtil nu. Det bliver et rigtig godt team og en forudsætning for, at vi kan få oplært de mere end 25 ansatte godt.
Plan for den næste måned
Den næste måneds tid kommer til at gå med at færdiggøre 40 hektar pivoten. Derefter kommer vi til at fokusere på hegning af farmen samt på infrastrukturen til de to pivoter .
Der skal graves vandledning fra floden og op, opsættes generatorer, trækkes kabler og laves et pumpehus. Vi skal også begynde byggearbejdet med den bygning, hvor produktionsanlægget skal være, så vi kan pasteurisere og homogenisere umiddelbart efter malkning samt sørge for, at vi kan opbevare mælken køligt.
Mine første måneders indtryk har været yderst positive! Der kommer hele tiden nye udfordringer, som skal løses. Det gør hverdagen yderst spændende.
Den nogle gange lidt for vilde natur får da også pulsen op og nakkehårene til at rejse sig! I den forgangne uge havde jeg et hyggeligt møde med en forholdsvis stor kobraslange, som var så ”venlig” at rejse sig og hilse.
Vi nikkede til hinanden og gik hver til sit. Jeg håber dog ikke, at vores møder kommer til at ske alt for ofte.
Faktaboks
Bedriften:
Areal: 200 hektar
Ansatte: 28
Køer: 230 (er endnu ikke ankommet)
Placering: Nordvestlige Zambia, Solwezi
Skribenten:
Peter Bojsen
25 år
Læser Jordbrugsøkonomi på KU 2 år (orlov)
Faglært landmand fra Dalum Landbrugskole
Ansat hos Kukula Seed siden November 2016
Kommentarer