Buschauffør: Hold ind når der er kø - det er go' stil

Buschauffør opfordrer traktorførere til at huske at holde ind eller give plads til, at køretøjerne bagved kan komme forbi.

Han er på ingen måde modstander af landbruget. Men så sent som i går mandag måtte Niels Møller-Nielsen køre omkring fem kilometer bag en traktor med en kornvogn sammen med mange andre billister. Niels Møller-Nielsen er til daglig buschauffør, så han oplever jævnligt de langsomtkørende traktorer på vejene, men særligt her i høsten er der mange af dem - og derfor kommer han med en venlig opfordring:

- Træk nu ind til siden, når der er mulighed for det, hvis der er biler bagved. Eller tag en ekstra omgang eller to i rundkørslen, så seks-otte biler kan komme forbi. Det tager måske 30 sekunder ekstra, og det overlever de fleste traktorførere nok, siger han.

Under gårsdagens tur på vejene omkring Roskilde havde den førnævnte traktor og vogn masser af muligheder for at holde ind undervejs ved flere busstoppesteder og rundkørsler. 

- Hvis der ingen plads er til at holde ind, så skal man naturligvis ikke tvinge sit køretøj ud i rabatten. Men kommer der eksempelvis et busstoppested på vejen, så tror jeg ikke polititiet skriver nogen bøde ud, hvis de kan se, man lige holder ind for at hjælpe trafikken.

- Jeg kan overholde min køreplan med bussen og andre billister slipper for at stresse og skabe farlige situationer med at prøve at overhale. Og så tror jeg også lidt ekstra omtanke her i høsten er med til at holde et godt image mellem landbrug og by, siger Niels Møller Nielsen.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.