Brug dine nøgletal konstruktivt

Nøgletal fra griseproduktion er der mange af, men det fulde udbytte får man først, hvis tallene bruges til at skabe forbedringer, mener griserådgiver Inga Riber fra LandboNord GriseRådgivning.

Af griserådgiver Inga Riber, LandboNord GriseRådgivning

I grisebranchen producerer vi mange nøgletal. Arbejdet med tallene giver først fuldt udbytte, når tallene bruges til at skabe forbedringer.

Korrekte data
Vi skal kunne stole på tallene. Ellers risikerer vi at arbejde videre med forkerte indsatser.

Et eksempel kunne være forkerte fodernøgletal fremkommet ved manglende indtastning af lagerbeholdninger eller et forkert energiindhold. Eller at der bevidst eller ubevidst bliver tastet andre hændelser end de reelle i E-kontrol-programmet.

I regnskabet lander de forskellige foderregninger måske på forkerte konti. Har du flere produktionsgrene, er det ekstra relevant, at de forskellige bilag posteres korrekt. Det gør det også lettere at sammenligne med andre besætningers tilsvarende nøgletal.

Fjern overflødige nøgletal
Fjern eller skjul de nøgletal, der ikke er relevante. For mange nøgletal fjerner fokus fra de væsentlige tal.

Benchmarking
Netop sammenligningen med andre besætningers tilsvarende nøgletal er nøglen til at udpege hvilke nøgletal, der bør forbedres i egen besætning.

Uanset hvilke benchmarking-produkter du benytter, er det relevant med korrekte nøgletal og en baggrundsforståelse for, hvordan tallene beregnes og under hvilke rammer din produktion kører. Ellers sammenligner vi tal i blinde og risikerer også her at tage de forkerte beslutninger.

E-kontrol, regnskabstal og DB-Tjek
Når E-kontrol eller økonomiske bilag er afstemt, bør tallene analyseres. Stikker nogle tal ud eller er de forringet siden sidst, bør du i første omgang undersøge, hvad forklaringen på dette er.

Dernæst kan du overveje, om der er muligheder for at forbedre nøgletallet, hvis dette er relevant. Hvad skal der konkret gøres anderledes? Hvem er ansvarlig herfor? Drøft det og husk at følge op på disse aftaler. Ellers gider den ansvarlige ikke fremover at yde en ekstra indsats, hvis du ikke gider interessere dig for, om indsatsen skabte en forbedring.

Samtidig skal du selvfølgelig sikre dig, at aftalerne gennemføres, hvilket jo i allerhøjeste grad er i din egen interesse.

DB-Tjek er kendetegnet ved at inddrage både E-kontrol og regnskabstal til og med dækningsbidraget, suppleret med arbejdsforbrug i både tid og kroner. Her bliver tallene kontrolleret en ekstra gang for at sikre et korrekt beslutningsgrundlag.

Også i forbindelse med DB-Tjek udarbejder vi konkrete handlingsplaner. Vi opsætter endda mål og hvornår disse forventes indfriet. På den måde sikrer vi, at tallene 'kommer ud at virke'.
 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle