Historisk høje priser på bionaturgas og bæredygtighedscertifikater har været stærkt medvirkende til, at Danish Bio Commodities A/S og DBC Invest A/S kan præsentere et tilfredsstillende koncernresultat på 43,2 millioner kr. efter skat i det forgangne regnskabsår. Selskabet forventer yderligere investeringer i 2023
De høje gaspriser har medvirket til at Danish Bio Commodities og DBC Invest, som er ejet af Vestjyllands Andel, Jysk Energi, Hedeselskabet og Langfristet Erhvervsfinansiering har kunnet øge bundlinjen markant i 2022. Efter regsnkabsåret ender de med et koncernresultat på 43,2 millioner kroner.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
2022 var et specielt år for mange danske biogasproducenter. Krigen mellem Rusland og Ukraine medførte historisk høje priser på bionaturgas, men samtidig store fluktuationer i priserne, som betød øget kompleksitet ift. drift og den finansielle styring af biogasanlæggene. Trods denne kompleksitet lykkedes det for DBC-selskaberne at øge bundlinjen markant i det forgangne regnskabsår.
Det skal holdes op i mod et resultat på syv millioner kroner i året før.
- Det er et tilfredsstillende resultat, som er skabt på baggrund af en solid indtjening hos de efterhånden syv biogasanlæg i DBC Invests investeringportefølje. Hvad angår Danish Bio Commodities har vi i 2022 oplevet fortsat stor vækst i certifikatvolumen, samtidigt med at markedet har udviklet sig positivt. Vi har også her udvidet vores produktportefølje og sælger bæredygtighedscertifikater til betydeligt højere priser end for 12 måneder siden, fortæller Rune Ledgaard Sørensen, direktør i Danish Bio Commodites og DBC Invest.
DBC Invest foretog i løbet af året opkøb af minoritetsejerandele i BB Biogas, Vestjysk Biogas og Vrejlev Biogas. Desuden øgede selskabet sin ejerandel i Outrup Biogas og etablerede partnerskaber med to større landmandsgrupper omkring etablering af nye GreenField biogasanlæg i Ringkøbing- og Ikast-området.
Samlet set er DBC medejer af syv biogasanlæg.
- Vi har efterhånden opbygget en robust forretningsmodel, som tilgodeser alle interessenterne i DBC-selskabernes voksende værdikæde. Biogasproduktion og certifikathandel er en vigtig brik ift. landbrugets fremtidige position i den grønne omstilling, og her glæder vi os over den værdi, som DBC-selskaberne allerede nu skaber for vores ejere. Dét skyldes bl.a. en dygtig medarbejderstab, som har leveret en kæmpe indsats i opstartsårene, lyder det fra Steen Bitsch, CEO i Vestjyllands Andel og bestyrelsesformand i Danish Bio Commodities.
Nye teknologier – nye investeringer
Flere af anlæggene i DBC Invest-porteføljen arbejder med udvikling af nye teknologier i tæt relation til biogas - herunder pyrolyse, CO2-fangst og græsproteinanlæg. Selskabet forventer en fortsat øget volumen, produktudvikling og afsætning til nye markeder og nye kundetyper i 2023.
- For at lykkes med fortsat udvikling bliver der brug for nye medarbejdere med salgsmæssige, analytiske og regulatoriske kompetencer. Den nuværende medarbejderstab på knap 20 personer forventes derfor at blive udvidet, fortæller Rune Ledgaard Sørensen og tilføjer:
- På baggrund af den generelt positive udvikling i DBC-selskaberne forventer vi desuden yderligere investeringer i det kommende regnskabsår. Disse investeringer skal bl.a. gå til forøget gasproduktion i den nuværende portefølje af biogasanlæg, nye opkøb samt etablering af yderligere GreenField-projekter.
Gaspriserne er faldet betydeligt i starten af 2023, mens der fortsat er høje udgifter til biomasser og energi. Certifikatmarkedet er fortsat stærkt, og dette kombineret med den fortsatte udvikling og optimering af selskabets investeringsportefølje medvirker til, at DBC i det kommende regnskabsår forventer et samlet koncernresultat, der er nogenlunde på niveau med dette års resultat.