Arlas mælkepris er naglet fast i september

Arla melder endnu en gang om en uændret mælkepris i september.

Andelshaverne hos Arla kommer til at få samme mælkepris i september som i august og juli. 

Mejerikoncernen fastholder nemlig mælkeprisen, så prisen for konventionel mælk fra fredag fortsat ligger på 298,6 øre per kilo, mens økologerne også fortsætter med at få 343,8 øre per kilo mælk af den bedste kvalitet.

Dermed holder prisen stand endnu en måned, efter at have været i frit fald siden kalenderåret skiftede fra 2022 til 2023. 

Ifølge Arla, fortsætter den globale mælkeforsyning med at stige, men vækstraten er nu aftagende nogle steder, og der ses endda fald i nogle områder. 

Det er med til at drive udviklingen og sikre, at prisen kan fastholdes. 

Det er også med til at holde hånden under mejeripriserne, at detailsalget langsomt er på vej op efterhånden som forbrugernes købekraft stiger på grund af den generelt faldende inflation, lyder det fra mejeriet.

Generelt noterer Arla sig, at udviklingen på de globale råvaremarkeder har været negativ hen over sommeren, mens de europæiske markeder er mere stabile.

Et eksempel er markedet for mælkepulver. Mens New Zealands mælkepulver kom under hårdt pres og faldt på de seneste GDT-auktioner, viser EU og USA's markeder meget større stabilitet og opnåede endda nogle mindre prisstigninger for skummetmælkspulveret i de seneste uger, skriver Arla.

Økologien svigter fortsat

Forbrugerne fravælger også fortsat de dyrere økologiske mejeriprodukter.

- Tendensen er den samme som i de foregående måneder, hvor forbrugerne fortsat fravælger de dyrere økologiske mejeriprodukter til fordel for billigere alternativer som konsekvens af fortsat øgede leveomkostninger, skriver Arla. 

Mælkeproduktionen i EU og Storbritannien steg med 0,5 procent i maj sammenlignet med sidste år. 

Mens mælkeproduktionen i Argentina faldt med næsten en procent sammenlignet med sidste år, mælketørstofproduktionen faldt i New Zealand, og den samlede amerikanske mælkeproduktion for juni var uændret i forhold til sidste år, som var mindre end forventet.

Det amerikanske landbrugsministerium, USDA, har da også nedjusterede størrelsen af malkekvægsbesætningen med 16.000 dyr mellem maj og juni.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle