Agco ruller elektrisk traktor ud om få måneder – og arbejder på fremtidstraktor i sukkerrørene

Meldt lancering ud til stor event i USA.

Der har været snakket om Fendts eltraktor i mange år. Til et møde for folk i investormiljøet og pressefolk, som Agco i USA kalder for sin årlige teknologi event, oplyste Agco forleden, at man kommer til at vise eltraktoren Fendt e100 frem til Agritechnica igen, hvorefter den går i serieproduktion og kan købes på det europæiske marked næste år og i USA året efter.

- Det er en unik model, som positionerer os i markedet. Vi har diesel-traktoren. Nu har vi den elektriske traktor. Den næste generation er allerede på tegnebrættet, og når vi får brugererfaringer, så bruger vi dem allerede til næste generation. Den næste bliver op til 150 hk, fortæller Kelvin Bennet, senior vice president for produktudvikling hos Agco.   

Ifølge Agco forventer man, at den endelige model vil kunne køre fire til seks arbejdstimer på en opladning og kunne lades op til 80 procent niveau på ca. 40 minutter.   

På mødet viste Agco-cheferne også en plance, hvor der indgik en lille elektrisk MF-traktor, som produceres af Iseki.

Konklusionen hos Fendt og Agco er, at det bliver svært at udrulle eldrevne traktorer, når det gælder mellemstore og store landbrugstraktorer.

I øjeblikket har man også gang i en metantraktor, som kører test hos flere sukkerrørsproducenter i Sydamerika. Her er Valtra et meget stort brand for Agco, som da også har forsøgstraktoren pakket ind i kendt Valtra design.

- Vi forventer, at vi kan modne den de næste to til tre år og bringe den på markedet omkring 2027, siger Kelvin Bennet.

I øjeblikket arbejder Fendt også på en hydrogen-drevet traktor i et projekt i Tyskland.

- Der er en lille model på tegnebrættet. Det er en udfordring at få nok opbevaring af brændstof på traktoren. Det kommer ikke til at virke til alle ting, men for nogle arbejdsopgaver tror vi, at det er en rigtig god løsning. Vi kommer til at vise en hydrogen-motor på Agritechnica i år, siger han.   

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.