Der er stadig meget lang vej til ambitionen fra Landbrugsaftalen i 2021 på udtagning af 100.000 hektar lavbundsjord, men nye tal viser dog, at der er stor fremgang i antallet af lavbundsjorde, hvor der nu er igangsat udtagningen. Minister lover snarlig løsning på "paragraf-3-problematik".
Nye tal fra Fødevareministeriet viser, at der er kommet mere skub i arbejdet med at udtage lavbundsjord.
I september 2022 var der igangsat udtagning af cirka 16.300 hektar, som på et halvt år næsten er fordoblet og steget til ca. 30.400 hektar. Det oplyser Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.
Derudover er årets ansøgningsrunde for ekstensivering af lavbundsjorder stadig åben, og det vil kunne bidrage yderligere til fremgangen i opfyldelsen af målsætningen om udtagning af lavbundsjorder. Ved sidste års ansøgningsrunde for ekstensivering blev der søgt for cirka 5.000 hektar. Årets ansøgningsrunde for ekstensivering er stadig åben og er derfor endnu ikke medregnet i opgørelsen.
Fødevareminister Jacob Jensen (V) er glad for fremgangen.
- 2021 var vi et bredt flertal i Folketinget, som satte os for at udtage op mod 100.000 hektar lavbundsjord, som er en af nøglerne til at realisere den vigtige grønne omstilling af dansk landbrug inden 2030. Det er en kompliceret, ambitiøs, men også nødvendig målsætning. Jeg er derfor meget glad for, at de helt nye lavbundstal vidner om en markant fremgang på næsten en fordobling på bare et halvt år, siger han.
Løsning på paragraf 3-problematik om kort tid
Han tilføjer, at der stadig er lang vej endnu til de 100.000 hektar, og fra regeringens side kommer man til at kæmpe hårdt for, at nå helt i mål.
- Derfor forventer jeg også meget snart at kunne præsentere en afklaring af den såkaldte parafgraf-3-problematik, og dermed den usikkerhed om kompensationsgrundlaget i ordningerne, der i lang tid har medført, at mange projekter er gået i stå. Men overordnet set giver de nye tal i den grad grund til optimisme, siger han.
Den såkaldte paragraf-3-problematik fik sidste år 45 borgmestre til at advare om, at nye regler med forbud mod at gødske, sprøjte og pløje paragraf 3-arealer betød, at lodsejere der ville deltage i lavbundsprojekter, pludselig står til ikke at kunne få kompensation.
4.000 hektar er ved at blive realiseret
Udtagningen af lavbundsjord skal bidrage til at nå målet i Landbrugsaftalen om, at landbrugssektorens udledning skal være reduceret et sted mellem 55-65 procent i 2030 i forhold til udledningen i 1990. Af de 30.000 hektar, som der er igangsat udtagning på er cirka 4.000 hektar under realisering.
At der er fremgang i tallene bliver af Fødevareministeriet blandt andet forklaret med, at regeringen tidligere i år lancerede et nyt screeningsværktøj i jagten på mere effektiv udtagning af lavbund.
/ege