Med ”Drivkraft til nye løsninger” som tema er der lagt op til en økologikongres i udviklingens og innovationens tegn. Kongressen finder sted 21. og 22. november.
Nu er program og tilmelding klar for de to dage med Økologikongres, der finder sted 21. - 22. november 2023 på Vingsted Hotel- og Konferencecenter ved Vejle.
Det skriver arrangørerne bag den store kongres, som i den seneste tid har arbejdet på højtryk med at få programmet på plads.
Det bliver to dage fyldt med faglige oplæg og debatter.
- Temaet i år sætter fokus på, hvordan vi bevarer drivkraften i økologien, så vi fortsat kan skabe nye løsninger, der kan udvikle landbruget både bæredygtigt og økonomisk ud fra de udfordringer, vi står over for - og med afsæt i de økologiske principper, forklarer Kirsten Holst Sørensen, direktør hos Innovationscenter for Økologisk Landbrug, der er en af hovedkræfterne bag den store kongres.
Fantastisk mulighed
Hans Erik Jørgensen, formand for Økologisektionens bestyrelse i Landbrug & Fødevarer, opfordrer til, at så mange som muligt deltager.
- Når man arbejder og nørder med økologi, som vi efterhånden er mange, der gør, så er Økologikongressen en fantastisk mulighed for at blive fagligt opdateret. Her kommer gode, faglige oplæg, der er mange andre økologer at nørde med, og så er der også en masse udstillere, man kan få viden og inspiration med hjem fra. Det bliver et par spændende dage med et rigtigt godt miljø til faglig udvikling.
- Økologien er i en tid, hvor det er særligt vigtigt, at vi forstår og følger udviklingen med klima, biodiversitet og mere grønne spisevaner på dagsordenen. Det er afgørende, at økologi er med i forreste række, i takt med at forbrugerne og verden forandrer sig. Derfor er kongressen højaktuel, siger Hans Erik Jørgensen.
Unik mulighed
Louise Køster, der er forperson for Økologisk Landsforening, er enig:
- Økologikongressen er jo stedet, hvor vi er samlet fra hele den økologiske branche, så det er en unik mulighed for at netværke og have samtaler på tværs af alle deltagere. Økologien har en stærk tradition for at løfte og løse opgaver og udfordringer i fællesskab. Det er i mødet med hinanden, at vi finder kræfterne og energien til ny innovation og nye løsninger på de udfordringer, vi står over for, og hvor økologien fortsat skal være et vigtigt redskab til en mere bæredygtig verden.
Louise Køster glæder sig til et stærkt, fagligt program.
- Kongressen er et koncentrat af alle de indsatser, der kører i praksis hos landmændene og i forskningen og forsøgene. Vi er blevet endnu stærkere til at innovere på tværs af sektoren, og i Vingsted samler vi alle kræfter for at blive klogere på de næste skridt. Det glæder jeg mig helt vildt til at blive en del af, og jeg håber, at alle i produktionen også tager de unge medarbejdere og eleverne med til kongressen, fordi de er afgørende for det landbrug, vi skaber for fremtiden, lyder opfordringen fra Louise Køster.
Du kan se programmet her.
Faktaboks
De arrangerer økologikongressen:
- Økologikongressen er arrangeret af Innovationscenter for Økologisk Landbrug, Landbrug & Fødevarers sektor for Økologi og Økologisk Landsforening i samarbejde med ICROFS og Foreningen for Biodynamisk Jordbrug.
- Økologikongres 2023 er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug.
- Økologikongressen finder sted hvert andet år og er for økologiske landmænd, rådgivere, virksomheder, forskere, studerende og folk fra følgeerhverv og foodservice – kort sagt for alle, der interesserer sig for økologi.
- I 2021 deltog over 700 mennesker i de to dages program.